200 meters tillæg – og så på sprint!

200 meters tillæg – og så på sprint!

På søndag starter Ghazi B R med 140 meters tillæg. Der er vist i rekord i nyere tid, men tilbage i de første 20 år af Bornholms Brand Parks historie forekom mere jævnligt med store tillæg, - som i meget store tillæg.

 

De første år med løb på Bornholms Travbane var hestene meget forskellige i kvalitet, og der blev kørt mange ’frit handicap-løb’ – med kæmpetillæg til de hurtigste heste.

 

Et eksempel vi nævner her er en hest, der startede i de to første sæsoner, 1960 og 1961. Hesten, der var nærmest kulsort, hed Monte Carlo. Den havde f.eks. 200 meters tillæg – på 
sprinterdistancen. Vi klipper her tekst, som der tidligere er skrevet om Monte Carlo, og specielt dens store tillæg:

 

”Monte Carlo med 200 meters tillæg på sprint: Hestene var af meget svingende kvalitet de første år. Den gamle københavnske hurtigtraver, sorte flotte, men vanskelige Monte Carlo, startede nogle gange med 200 meters tillæg over sprinterdistancen. Ejerne, Køppen-brødrene, kom over fra København og kørte den flere gange, men også den bornholmske kusk Erik Jensen fra Stutteri Lupi. Som den første hest på Bornholm vandt den to sejre samme løbsdag, det skete 2. løbsdag i premiereåret 1960, begge gange med Erik Køppen som kusk. Sidste løb i premiereåret 1960, et 
salgsløb, vandtes også af Monte Carlo. 
Den stod til salg for sølle 2.000 kr., og sejrede i årets hurtigste tid, ny banerekord 29,3. Hesten var stadig københavnsk ejet, og havde derfor ikke fået lov til at starte i Bornholmsmesterskabet i 1960 
og 1961. Dens sidste løbssæson var i 1961 på Bornholm, hvor den var 14 år. De ældste løbsheste, der optrådte på den bornholmske travarena, var de to hopper Karola McElwyn og Kitty Foyle, der,
med dispensation, begge sluttede i 1961 - som 16-årige!”

 

Panga Klinteby fik også 200 meters tillæg

I året 1972 vandt også en hest, og det trods 200 meters tillæg. Det var den Thorkild S. Munchs talentfulde 3-årige hoppe, Panga Klinteby, der i dette løb havde K. A. Falkenberg som kusk.
Som navnet fortæller var Panga Klinteby opdrættet af Niels Mikkelsen på Klintebygård i Ibsker, og foruden mange gode præstationer på Bornholm havde den også et succesrigt ophold i København hos træner Per Josephsen.
På Bornholm vandt Panga Klinteby både 3-års og 4-års-mesterskabet.

Også de gamle bornholmske top-top-heste som Nikodemus og Mai Safari havde en del løb, hvor de måtte kæmpe med store tillæg.