1961 Arne Kjøller til licensprøve
I mere end 50 år har Arne Kjøller haft sin gang på de danske travbaner. På Bornholm bestred Arne Kjøller formandsposter i den bornholmske travsport i tæt på 30 år. Han blev også formand for ”Sammenslutningen af Danske Travhesteejere”.
Arne Kjøller var en af initiativtagerne til opstarten af den bornholmske travsport i 1960. Det at køre travløb med sine egne ejede- og trænede heste, det var sagen for Arne Kjøller. Det var noget særligt og dragende. For ham var det en af travsportens mest spændende facetter, foruden det organisatoriske arbejde. Derfor har amatørkuskene og amatørsportens ve og vel altid lagt ham meget på sinde. Grundholdningen har dog altid været, at den professionelle sport og amatørsporten ikke kan undvære hinanden. I 1963 blev han formand for de bornholmske travhesteejere. Dermed fik han fra 1966 fast sæde i travselskabets bestyrelse, som repræsentant for Hesteejerforeningen. I 1985 sagde C. P. Lund, efter næsten 26 år som formand, farvel, og det var helt naturligt, at det blev Arne Kjøller, der overtog. Han kendte jo om nogen alt til den bornholmske travsport.
I 1992 flyttede Kjøller og hans hustru til Jylland for at komme nærmere børn og børnebørn. Her forsatte han med at køre travløb og deltage i det organisatoriske arbejde. I alt blev det til 66 sejre på den bornholmske travbane for Kjøller. Kjøllers gule væddeløbsdragt var en kendt farve ved de bornholmske travløb. Arne Kjøller blev æresmedlem af Bornholms Travselskab i 1992.
Arne Kjøller afgik ved døden i april 2022.
Bornholmsmesterskabet i trav på Bornholms Brand Park er hvert år en begivenhed, der samler folk fra nær og fjern. På denne særlige dag forenes spænding, konkurrence og lokal stolthed på Bornholms enestående travbane, når der konkurreres i Bornholms nationalsport på verdens mindste travbane.
Stævnet på Bornholms Brand Park byder på intense løb, hvor toptrænede heste og dygtige kuske kæmper om æren og titlen som Bornholmsmester. Atmosfæren på banen er fyldt med jubel og spænding, mens publikum hepper på deres favoritter.
Bornholmsmesterskabet i trav er ikke blot en sportslig begivenhed, men også en festlig dag, hvor fællesskab og glæde går hånd i hånd. Lokale ejere, trænere og kuske står stolt ved deres heste og deler spændingen med publikum.
Uanset om man er en dedikeret traventusiast eller bare ønsker at opleve den unikke atmosfære, er Bornholmsmesterskabet i trav på Bornholms Brand Park en begivenhed, der fejrer hestesportens magi og Bornholms stærke fællesskab.
Calle, også kendt som Carl Edvard Mogensen, støttede Bornholms Travselskab og Bornholms Brand Park gennem årene. Fra at være landarbejder udviklede han sig til en "hotelkonge".
Interessen for travsporten blev tydelig, da han i 1959 købte Store Hallegård. Han opdrættede succesfulde travheste og var en central figur ved opstarten af travløb på Bornholms Brand Park i 1960.
Calle blev en sejrende kusk og vandt det bornholmske mesterskab i 1966 med Eton. Hans bidrag til Bornholms travhistorie omfattede betydeligt opdræt og vellykkede løbsheste.
Ved hans død i 2019 havde han gennem etableringen af Hotel Green Solution House og opkøbet af andre hoteller skabt et "Matador-eventyr" på Bornholm. Calle og hans hustru Rose etablerede også Carl Edvard Mogensens Fond, der støtter uddannelse og travsporten på Bornholm. Calle var en dygtig forhandler og en nøglefigur i Bornholms travhistorie, hvilket fortsatte med Bornholm Hotels og arrangementet Bornholm Hotels Calles Cup, der hylder travsporten.
Læs hele historien om Calle her
C. P. Lund, formand for Bornholms Travselskab fra 1960 til 1985
Chr. Peter Lund blev født i 1916 i Rønne, hans far var købmand, men det der interesserede Lund helt fra barnsben af, var hestene og landbruget. C. P. Lund drev i mange år St. Krusegård i Bodilsker.
C. P. Lund var formand for Køre- og Rideforeningen på Bornholm, og han tog allerede i 1958, sammen med konsulent ved Bornholm Landøkonomiske forening, Helmer Hansen, nogle af de vigtigste beslutninger om oprettelse af Bornholms Travselskab og etablering af en travbane i Hareløkkerne.
Tandemparret C. P. Lund og Helmer Hansen gjorde sammen med den tredje pioner, Kaj Fr. Jensen, en uvurderlig indsats i Bornholms Travselskabs første 25 leveår. Uden C. P. Lunds optimisme, gå-på-mod og arbejdsindsats var det ikke lykkedes at komme igennem de første svære år. C. P. Lund gjorde sig også som aktiv hesteejer og opdrætter en stor indsats, og er opdrætter af Bornholms og Danmarks oftest sejrende hest, Nikodemus.
C. P. Lund blev æresmedlem af Bornholms Travselskab, og fulgte travsporten tæt i sit otium, så længe kræfterne rakte. Han døde i 1995, 79 år gammel.
Erling Rügge blev født på Amager i 1943, hvor han blev uddannet rørlægger eller VVS-mand, som det hedder i nutidens sprog. Familien Rügge flyttede til Bornholm, da Erling havde fået kærlighed til øen efter flere besøg. Sideløbende med interessen omkring travhestene startede Erling Rügge, sammen med sin kone Margit Dinesen firmaet Lingit, som den dag i dag forhandler dens egen hudplejeserie. Senere etablerede han en filial af Cowboyland, der er en stor jysk tøjkæde.
Erling havde også organisatorisk interessen for travsporten på Bornholm. Han var engageret i først Hesteejerforeningen og senere Travselskabet, hvor han begge steder endte på formandsposten. Senere engagerede han sig landstravpolitisk og blev kendt i hele landet, da han sammen med Steen Bundgård stiftede SDT – Sammenslutningen af Danske Travhesteejere og blev valgt ind i DTC’s bestyrelse. Det var vigtigt for ham, at Hesteejerne i Danmark havde gode vilkår for uden dem ingen travløb.
Erling Rügge var også en kendt hesteejer. Han var bl.a. ejer af Lady – vinder af Dansk Hoppe Derby, Granada – deltager i dansk Derby og Mildbo Roer – sejrshest. Desværre blev Erling Rügge ramt af en ondartet kræftsygdom, som i 1994 førte til en alt for tidlig død. Erling Rügge blev 51 år.
Den røde vinderhest, Hector Brogård, er en af de heste, som for altid vil huskes på Bornholms Brand Park. Løbet køres til minde om Stald Ninas tredobbelte bornholmsmester, der samtidig var en af Danmarks oftest sejrende heste.
Hector Brogård kom til Bornholm i februar 2008. Stefan Lind-Holm, kusken de fleste gange bag Hector, formåede, sammen med Henriette Jensen og staldpersonalet, at få det røde fartvidunder til at holde løbsglæden og gejsten intakt helt til hesten, som 14-årig i 2015, stoppede. I syv sæsoner brillerede Hector og blev for det bornholmske publikum utroligt populær. Resultaterne taler for sig selv, men det var også udstrålingen fra hesten, der tilsammen skabte en eufori af glæde over at se Hector løbe, og som måske aldrig nogensinde bliver overgået.
I sine 207 starter blev det til i alt 78 sejre, heraf 62 sejre på Bornholm, 45 andenpladser og en totalindtjening på 766.750. kr.
Hector var opdrættet af nordjyden Henning Olesen efter Speedy Herve og Baltistic og med sine 78 sejre sluttede den på en 9.plads på listen i Danmark over oftest sejrende heste. På denne er det selvfølgelig legendariske Tarok ligger som nr. 1 med 111 sejre og med Bornholms fordums stjerne, Nikodemus på andenpladsen med 107 sejre.
Helmer Hansen, sekretær, driftsleder, bestyrelsesmedlem, kasserer, speaker, handicapper,
travavlekspert og meget meget andet.
Blæksprutten i det stærke bornholmske trav-trekløver, den dynamiske hesteavls- og kvægavlskonsulent fra det bornholmske landbrug, Helmer Hansen, var nøglepersonen for afvikling af de bornholmske travløb de første 26 år. Han passede sit arbejde på landboforeningen sideløbene med arbejdet i Bornholms Travselskab. Øretævernes holdeplads var det også engang imellem for Helmer Hansen, men det bed ikke på den stoute landmandssøn fra Bjergly i Aaker. Han blev født i 1919, og kæmpede sig igennem hårde odds til en uddannelse som landbrugskandidat til Landbohøjskolen. I 1947 startede han som konsulent på Landboforeningen.
Med masser af energi og virketrang og med stor interesse og en fantastisk arbejdsgiver, kastede Helmer Hansen sig fra 1958 og til 1986, ud i enhver opgave, der kunne gavne Bornholms Travselskab. Helmer blev som en selvfølge æresmedlem af Bornholms Travselskab. Helmer Hansen og C. P. Lund havde utrolig stor respekt for hinanden og fordelte opgaverne imellem sig. De hængte sig ikke i småting, optimismen var det fælles udgangspunkt og travbanen var deres hjertebarn.
En æra i den bornholmske travsport gik bort da Helmer Hansen døde i 1997, 78 år gammel.
Kaj Frederik Jensen, var den tredje vigtige faktor i de første 25 år.
Han var født på Vejrmøllegård i Aaker i 1915, og han blev en markant skikkelse i det bornholmske landbrug og i travsporten. Organisatorisk var hans tillidsposter enorme og med mange forbindelser banede han vejen for Bornholms Travselskabs oprettelse. En mand med meninger, han var næstformand for Bornholms Travselskab fra 1959 til 1985, og han blev æresmedlem i 1986. Desuden virkede han blandt andet som overdommer på travbanen i mange år, og lagde ligesom de to andre travpionerer, utroligt mange arbejdstimer for travsporten. Kaj Fr. Jensen døde i 2004, 89 år gammel.
Ydmyghed, ukuelig, engagement og masser af frivillig og ulønnet arbejdskraft har kendetegnet alle dem der, foruden de tre pionerer, var med til at starte Bornholms Travselskab. Sådan har det været lige siden starten i 1960 og er det stadig i dag.
Niels Mikkelsen er en af de oftest sejrende amatørkuske på Bornholm og havde også meget stor succes med sit travopdræt.
Niels Mikkelsen kom første gang i berøring med travsporten via sin kone Annalise Mikkelsen, da hun i 1958 sørgede for, at hendes farbrors, Jens Chr. Ipsens travhoppe Kiss Hanover, kom til Mikkelsens nye hjem, gården Klintebygård i Ibsker. Fra da af var Niels Mikkelsen bidt af travsporten, og selv om han var landmand af profession var travsporten i resten af hans liv den helt store interesse.
Den hest der for alvor satte skub i Niels Mikkelsen opdrættersucces var nok Ronaldo, med hvem Niels Mikkelsen vandt sit første bornholmsmesterskab med i 1975. Helt fra starten slog Niels Mikkelsen igennem som en meget dygtig og produktiv opdrætter, hvilket blandt andet betød, at de i en årrække havde Opdrætterforeningens avlshingste opstaldet. Efter perioden med opdrætterforeningens hingste begyndte han at bruge egne hingste. Klintebyopdrættet har fyldt rigtigt meget gennem årene på den bornholmske travbane.
Niels Mikkelsens egen øjensten var Chico Klinteby, men de fleste vil nok vurdere Benito Klinteby som den bedste. Men der har været mange rigtig fine heste. Heste som Gondo, Gonal, Flying Klinteby og Herguth Klinteby vandt også bunker af sejre. Af andre gode Klinteby-opdræt kan nævnes Juno Klinteby, Kando Klinteby, Hr Klinteby, Panga Klinteby, Mimi Klinteby, Rapido Klinteby, Liza Klinteby, Rolfert og Dinette Frost.
Kuskekarrieren begyndt i 1962 og medførte utallige mesterskaber og flere kuskechampionater, og Niels Mikkelsen var landets første vinder af Dansk Mesterskab for amatørkuske. I 1998 sluttede kuskekarriere med de fornemme tal med 399 sejre i 2218 starter på Bornholm. Niels Mikkelsen har også siddet i travselskabets bestyrelse, men hans største interesse var at køre løb og opdrætte.
Travsporten har betydet uendeligt meget for Mikkelsen-familien fra Klinteby, og gav familien et stor sammenhold, hvor Niels var nestoren. Omvendt kan man sige, at familien Mikkelsen har betydet meget for travsporten på Bornholm. Niels Mikkelsens travinteresse er i den grad forsat hos børnene Frank, John og Jane, svigerbørnene, og den yngste generation Mikkelsen, Therese, Simone og Jonas Mikkelsen.
Niels Mikkelsen døde den 13. maj 2013, 85 år gammel
Nikodemus' Mindeløb køres hvert år til ære for den bornholmskejede og -opdrættede Nikodemus, der sejrsmæssigt i Danmark, med sine 107 sejre, kun er overgået af den uovertrufne legende Tarok, der vand 111 sejre.
Eventyret om Nikodemus startede i 1967, da Nikodemus kom til verden den 14. februar på travformand C.P. Lunds gård i Bodilsker.
Den lille nyfødte føl Nikodemus viste sig hurtigt at være i besiddelse af et voldsomt temperament, og den blev sat til salg på en auktion ovre. Men ingen ville købe den og den kom tilbage til Bornholm.
Så blev den kendte travkusk, K A. Falkenberg, sat til at tøjle Nikodemus, og nu begyndte sejrene og rekorderne at vælte ind. Falkenberg havde snart selv overtaget Nikodemus sammen med de nye ejere, Falkenbergs svoger og svigerinde, Hans Anker og Vera Jensen i Stald Klemens.
Den gamle danske sejrsrekord fra 1930'erne for sejre på et år blev slået flere gange af Nikodemus. Det blev til deltagelse i EM, DM og der var mange andre store præstationer. I alt vandt Nikodemus 86 sejre på Bornholm, heraf 76 for K. A. Falkenberg.
Den fulde historie om Nikodemus og K. A. Falkenberg kan læses på her.
Thor Kristoffersen har, som journalist for Bornholms Tidende, i en menneskealder skrevet om travsporten på Bornholm. Thor var der altid, når vi afviklede travløb i Almindingen og det er ikke mange løbsdage han ikke har været på plads. Thor startede helt tilbage i 1964 med at skrive referater om travløbene til Bornholms Tidende.
I mange år har vi afviklet Thors Fødselsdags Pokal i slutningen af oktober måned, hvor Thor udsatte ærespræmier til vinderen af løbet, som var forbeholdt kuske uden sejre i den givne sæson. En flot gestus fra Thor til sporten som han holdt så meget af.
I forbindelse med Bornholms Travselskabs jubilæum den 19. juni 2010 modtog Thor en æresbevisning for sin lange og tro tjeneste som travsportsjournalist på Bornholm og den store forsamling hyldede Thor med stående ovationer.
Thor Kristoffersens afgik ved døden i september måned 2010, 85 år gammel.