Stald Gamledam
Denne gang retter redaktionen blikket mod en familie med en ung kvinde i spidsen, der for alvor har markeret sig i bornholmsk travsport.
Denne gang retter redaktionen blikket mod en familie med en ung kvinde i spidsen, der for alvor har markeret sig i bornholmsk travsport.
Denne gang retter redaktionen blikket mod en familie med en ung kvinde i spidsen, der for alvor har markeret sig i bornholmsk travsport. 21-årige Nicole Jensen har haft en sæson, der vidner om både talent, flid og en stærk passion for sporten.
Sammen med kæresten Samuel Henriksen på 26 og datteren Agnes på to år, bor Nicole få kilometer fra sine forældre, Kimie og Claus Jensen, som holder til på den hyggelige lille ejendom ”Gamledam” – opkaldt efter den idylliske dam der ligger nede i engen. Der er få kilometer til Klemensker og bare et stenkast til Rø Plantage. Det er også her, familiens heste har deres daglige base, og travsporten fylder derfor en stor del af hverdagen for hele familien.
Hjerterum og hesteliv på Gamledam
Når vi træder ind i stalden på Gamledam, mærker vi med det samme, at her er noget særligt. Det er et sted, hvor passion og kærlighed til hestene sidder i væggene – og hvor der er højt til loftet i mere end én forstand. De gamle navnetavler på væggene vidner om årenes minder: heste, som alle har haft en betydning, og som aldrig bliver glemt.
Stalden er både hyggelig og personlig. Mormor Kimie knuselsker hver eneste hest og taler varmt om dem, mens Krazy Love lige får en kærlig møsser på mulen. Den lille hoppe Kurts Mor – ja, det hedder hun faktisk – vil helst have fred i sin boks, og det respekteres med et smil. Alligevel er glæden hos Kimie stor når ”Kurt” accepterer at få en godbid og så kan der ligeså godt snige sig et klap ind samtidig.
- Når man så lige får fat i hende, så elsker hun jo at blive nusset, griner Kimie.
Midt i det hele render lille Agnes, som allerede har fundet sin egen plads i stalden. Hun søger gerne hen til mormor for at få et kram, og det er tydeligt, at kærligheden til dyrene løber i generationerne. Især er lille Agnes glad for ponyen Lollipop, som hun fik i 1 års fødselsdagsgave. Claus er klippen, der får alt det praktiske til at fungere, mens lillebror Martin også er begyndt at snuse til hestelivet. Og så er der storebror Jesper – familiens erklærede ikke-hestemand. Han holder sig som regel langt væk fra staldlivet, men måtte alligevel ud af hulen en dag, hestene brød ud af folden. Det er noget, familien stadig griner over den dag i dag. Her stod Jesper midt i kaosset med armene ud til siden, råbte mere end han styrede – og forsøgte på bedste vis at dirigere de løsslupne firbenede ind i boksene. En oplevelse, der bekræftede, at selv den mest hestesky i familien ikke helt kan undgå at blive en del af livet på Gamledam. Det virker næsten uundgåeligt i en familie, hvor travsporten fylder så meget, at den nærmest er blevet en del af blodet.
Alt begyndte med Anja Sonne og en spand vand
Nicoles vej ind i travsporten begyndte, som så mange andres, i det små. Hun var ponypige og elskede allerede dengang duften af hest og følelsen af fællesskab omkring stalden. Da hun en dag fik lov at hjælpe lokale Anja Sonne med at vaske heste på travbanen, var det, som om noget tændte indeni hende – fra den dag var hun bidt af fart og spænding.
I 2015 erhvervede familien sig ponyen Uncas, som Nicole hyggered på derhjemme. I 2019 fik hun så ponylicens med Uncas og sammen med ham fik Nicole nogle af sine første store oplevelser på banen. Allerede i 2019 kunne de lade sig hylde som Bornholmsmestre i monté – et minde, der stadig står som et af de helt særlige øjeblikke i hendes unge karriere.
De næste skridt videre ind i travsporten tog Nicole og familien med hopperne Champ Olympic (The Liquidator) og Bootz Simoni (Quatre Juillet). De to garvede væddeløbere lagde grundstenene til hendes forståelse for arbejdet med travheste og gav hende de første erfaringer med både træning, forberedelse og alt det, der følger med livet i travsporten.
Selv har Nicole også fået lov at mærke sejrsfølelsen. Hendes hidtil eneste sejr kom i 2022, hvor hun kørte Annette Jensens Rita Roc først over målstregen – en oplevelse, hun stadig husker som noget helt særligt.
Der er siden kommet nye heste til, og de udgør i dag kernen i den lille, velfungerende stald, hvor hver hest har sin egen historie.
En rigtig flot sæson
Nicole har i år haft fire heste at arbejde med, og det har givet flotte resultater. 30 starter er det blevet til – med 6 sejre, 4 andenpladser og 3 tredjepladser, hvilket tilsammen har indbragt knap 54.000 kroner til stalden. Sejrsprocenten løber helt op i 20, ja, det er virkelig en imponerende præstation for den unge travpige, der kun ser ud til at være i begyndelsen af et spændende eventyr i travsporten.
Nicole har tidligere selv siddet bag linerne og mærket suset, når startvognen slap feltet. Men en skulderskade har lige nu sat en stopper for køreturene – i hvert fald for en stund. I stedet har hun fundet en ny glæde i at se sine heste præstere fra sidelinjen, hvor hun kan følge hver bevægelse og hvert skridt med et skarpt blik.
- Jeg nyder faktisk at se dem udefra. Jeg kan bedre fornemme helheden og følge deres udvikling, fortæller Nicole med måske det dejligste smil der findes på Bornholm.
En ægte spidshest med vinderinstinkt
Den første vi vil beskrive er 5-årige Jam In Laser (Bvulgari Peak). Vallakken kom til stalden tilbage i marts måned, og allerede ved ankomsten var det hans eksplosive starthurtighed, der fangede alles øjne. Fra spids har han vist sig som en ren frontløber – og det er også derfra, han har taget sine tre sejre i år. Rammer han spidsen, er han nærmest umulig at passere.
- Han elsker bare at føre feltet an, smiler Nicole, og man fornemmer stoltheden, når hun taler om ham og fortsætter: Han har haft nogle ting vi har arbejdet med og han går forhåbentlig imod en endnu bedre sæson næste år.
Det er også den gode Jam In Laser, som Samuel skal ud at jogge med, netop den dag vi besøger dem på Gamledam. Lige udenfor døren ligger træningsbanen fra 2021 – anlagt af Samuel selv ved at skrabe jord af med rendegraveren – og den er hurtigt blevet et samlingspunkt for både heste og mennesker.
På træningsbanen kan de træne to og to i ro og mag, uden at skulle køre til travbanen, og det kan mærkes på både hestene og familien, at det giver en anden ro og glæde i hverdagen.
Jackpot – en ny chance og tre sejre senere
Jackpot (Great Challenger) kom også til Bornholm i år – nærmere bestemt januar. Efter at hans tidligere ejer, Carsten Bundgaard, pludselig gik bort, havnede vallakken midlertidigt i et slags ingenmandsland. Juridiske forhold gjorde, at han ikke kom til start i lang tid, og han var ikke på startlisten i et helt år.
Da han så blev sat på auktion, var det især farmand Claus, der så et potentiale i hesten og syntes, det kunne være en spændende hest at prøve kræfter med.
Familien fik hammerslaget – og Jackpot fik et nyt hjem på Bornholm.
Ved ankomsten var han godt rund om maven og lidt rusten efter pausen, så spændingen var stor, da Nicole selede ham ud til første start i hans nye regi. Det startede med en flot 3. plads og siden har Nicole og familien lige skulle tune sig ind på hvordan Jackpot havde brug for at blive kørt – og ja selvfølgelig overdynge ham med en masse kærlighed!
- Vi bruger utrolig mange timer i stalden, men det giver pote og det synes vi er så sjovt, siger Nicole.
Gennem sæsonen har Jackpot ikke været begunstiget med gode startspor. Han har ikke samme hurtighed fra start som sin staldkammerat, men til gengæld har han noget andet –
en formidabel afslutning. Trods svære udgangspositioner fra spor 7 og 8 har han alligevel sejret tre gange. Og os, der har fulgt ham gennem sæsonen, vil huske de vilde opløb, hvor han – nærmest som skudt ud af en raket – kommer flyvende helt ude i fjerde eller femte spor og suser forbi alle konkurrenterne til publikums begejstring. Alle gange flot assisteret af kusken Mads Petersen.
Krazy Love – et projekt med tid, tro og tålmodighed
Så er der nyindkøbet Krazy Love (Luckycharm Hanover), der nu er vendt hjem til øen, hvor han tilbage i 2021 blev født hos Kurt M. Hansen. Krazy Love har én gang smagt sejrens sødme – det skete på Lunden i november måned med Steffen Christiansen i sulkyen.
Krazy Love er indbegrebet af en rigtig lækker travhest. Men han har dog ikke haft det nemt. Han har en lidt ujævn trav og kan hakke en smule i det, og derfor er han nu blevet til et spændende eksperiment for familien på Gamledam. Alle har deres egne idéer til, hvordan de kan hjælpe ham bedst muligt, og man fornemmer, at der bliver arbejdet med både tålmodighed og håb.
Han har nu startet to gange på sin nye hjemmebane, og det har ikke været uden udfordringer at komme fejlfrit rundt. Især i det seneste løb var det tydeligt, at Mads Petersen gav vallakken en rolig opgave bagerst i feltet for at lade ham finde rytmen og få en god oplevelse med sig til fremtiden.
Nicole glæder sig nu til at starte helt forfra med ham hen over vinteren.
- Jeg vil i tæt samarbejde med Michala Haagensen, arbejde med hans krop og balance, siger Nicole med lys i øjnene. Målet er at få Krazy Love godt klar til foråret, når hjulene igen ruller på Bornholms Brand Park.
Kurts Mor - et navn, der får alle til at smile
Sidst – men bestemt ikke mindst – er der den lille, lækre hoppe Kurts Mor. Hendes navn har givet mange smil og snakke med på vejen, og historien går på, at hun vist nok er opkaldt efter en god gammeldags bodega i Aarhus. Efter stamtavlen at dømme – hun er efter Gigant Neo – kunne man have håbet på lidt mere talent, men sådan skulle det ikke gå.
Hun blev i sin tid forsøgt prøveløbsgodkendt af selveste verdensmesterkusken Birger Jørgensen, men selv han måtte give fortabt – og det siger en del om hoppen og hendes særlige udfordringer. John Gommans forsøgte også at få prøveløbsgodkendt ”Kurt” og det lykkedes i 3. forsøg.
Siden har hun alligevel gjort 15 starter på Bornholm, og især sejren med Kim Mortensen står som et minde, der fortjener en plads i scrapbogen. Det var en flot kuskepræstation, da han fik hende hjem til sejr tilbage i 2024. Nu er det dog definitivt slut med væddeløb for Kurts Mor, men hun bliver i familien – elsket, forkælet og med sin faste plads i folden på Gamledam. Om det bliver som følhoppe, vil tiden vise.
Nicole smiler, når talen falder på fremtiden for den lille hoppe. Hun drømmer nemlig om en dag at lave et føl på Kurts Mor…
- Tænk, hvis man kunne få en ny Frøns Hjortshøj ud af det, smiler Nicole.
Små justeringer – store forandringer
Når snakken falder på, hvorfor året er gået så godt for familien på Gamledam, er de alle enige om, at flere ting har spillet ind. Et af de vigtigste vendepunkter har været et foderskift. Alle hestene får nu Gastrocompeed som supplement til den rigtig lækre müsli, som har gjort en tydelig forskel.
Nicole fortæller med et grin, at hendes heste tidligere godt kunne have en tendens til at blive lidt for runde – men det er der lavet om på. De bliver nu trænet mere målrettet og hårdere, og det kan mærkes. En anden vigtig ændring er, at de nu træner to heste ad gangen derhjemme. Det har løftet humøret hos hestene markant, og især Jam In Laser nyder også at komme på rideture i skoven med Nicole – noget, der giver ham både afveksling og ro.
Derudover kommer hesteterapeuten Michala Haagensen jævnligt på besøg. Hun holder hestene smidige, retter små skævheder og sørger for, at de altid er klar i kroppen.
Samarbejdet med hende er blevet en vigtig del af den daglige rutine.
Men succes handler også om vilje og nysgerrighed. For Nicole og Samuel har nærmest fundet ud af det hele selv, det her med travsport og træning af væddeløbere - skridt for skridt. Nicole indrømmer, at hun godt kan lide at nørde, især når det handler om fodring og trivsel, og det er tydeligt, at hendes grundighed og passion er med til at drive det hele fremad.
Drømme, hverdag og fremtid på Gamledam
Hos familien på Gamledam handler hverdagen om meget mere end bare travløb. Det handler om sammenhold, struktur og kærlighed – både til hinanden og til hestene. Midt mellem træning, arbejde og små børn får de det hele til at gå op.
Fremtidsdrømmene er heller ikke til at tage fejl af. Som nævnt før håber Nicole og Samuel, at Kurts Mor en dag skal bringe dem et føl, som de selv kan køre til og forme helt fra start. Der ligger også en drøm om at få en hest, der kan være med i den hurtigste klasse på øen – men uanset hvad fremtiden bringer, håber de bare, at deres tre fine drenge fortsætter næste sæson med at levere gode præstationer, holde sig sunde og skadefri.
Allerede på søndag gælder det årets sidste løb, hvor både Jackpot og Krazy Love bliver selet ud. Familien glæder sig til at runde sæsonen af på hjemmebanen – og måske, hvis alt går vel, slutte året af med endnu et minde til samlingen på Gamledam.