Sæsonfinale 2025
Sæsonfinale på Bornholms Brand Park – Politikere på travbanen og afsked med veteraner
Sæsonfinale på Bornholms Brand Park – Politikere på travbanen og afsked med veteraner
Søndag løber årets sidste travdag af stablen på Bornholms Brand Park, og vi kan se tilbage på en sæson fyldt med fart, spænding og nervepirrende opløb. Hestene, kuskene og rytterne har leveret underholdning på højeste niveau – og publikum har igen i år skabt den fantastiske stemning, der gør vores travbane helt særlig.
Dagen byder på hele 8 travløb og 1 montéløb, og kampen om titlerne som Årets Sejrshest 2025 og Årets Montéhest 2025 er stadig åben. Der venter derfor spændende opløb helt til målstregen.
Som prikken over i’et kan publikum glæde sig til Politikertravet efter dagens 7. løb. Her stiller borgmesterkandidaterne Anne Thomas, Christian Froberg Dahl, Frederik Tolstrup og Rene Danielsson op i et ægte travløb. Hvem tager spids og blomster – og hvem må se konkurrenterne trække fra? Vi lover et tæt opløb, masser af grin og ægte travstemning!
Dagen rundes af med en højtidelig afsked med de 14-årige travheste, som nu går på pension. I år siger vi farvel til Waterjet og Watergate, der i mange år har givet publikum spænding og oplevelser på banen. Et øjeblik for respekt og hyldest til deres imponerende karriere.
Entréen er kun 50 kr., og vi håber, at alle vil slutte sæsonen af med en hyggelig, spændende og mindeværdig dag på Bornholms Brand Park.