Spidskandidaterne i tæt opløb
En sjov begivenhed under valgkampen på Bornholms Brand Park
En sjov begivenhed under valgkampen på Bornholms Brand Park
Sæson 2025 blev rundet af den 2. november – og sikke en finale! Der var spænding til det sidste, da både titlerne som Årets sejrshest og Årets montéhest først fandt deres ejere på den allersidste løbsdag.
Men det var ikke kun hestene, der kæmpede om æren på Bornholms Brand Park. Midt i travsportens nervepirrende afslutning fik vi også et helt andet opgør at se – nemlig kommunalvalgets spidskandidater i aktion!
De fire politikere Anne Thomas, René Danielsson, Frederik Tolstrup og Christian Froberg Dahl trak i køredragten og stillede op til kamp i road cars – side om side med fire lokale kuske. Nogle med en frisk portion mod, andre med lidt flere sommerfugle i maven.
Inden start var der naturligvis tjek på sikkerheden: alkoholtest og reglementeret udstyr skulle være i orden. Det viste sig hurtigt, at de fire kandidater har forskellige styrker – blandt andet da Frederik og René måtte assistere “ældstemanden” Christian, der lige er rundet de 60, med at komme i sin hvide dragt. Man skal jo hjælpe hinanden – både i politik og på travbanen.
Herefter var det bare op i sulkyerne og afsted!
Løbet blev kørt med autostart og skulle afgøres over to omgange – og lad os bare sige, at der blev kørt til den!
Der var dog lige lidt rod i nummereringen…To ekvipager endte nemlig med at få startnummer 2, men vi kunne jo heller ikke tillade os at give nogen nummer 1 – det ville have været lidt for politisk ukorrekt her kort før valget!
Vores speaker klarede heldigvis dagens impulsive “alkoholtest” med glans og guidede publikum sikkert og underholdende igennem hele løbet. Publikum var med hele vejen, og stemningen var i top!
Løbet blev vundet af Frederik Tolstrup - men det var en sejr for dem alle.
Christian Froberg Dahl var forsynet med kamera under løbet. Se løbet her: Politikertrav