Leo Rasmussen fylder 90 år

Torsdag den 16. oktober fylder en af bornholmsk travsports mest kendte kuske gennem tiderne, Leo Rasmussen, 90 år.

Leo Rasmussen med Unik D kåret til månedens hest

Torsdag den 16. oktober fylder en af bornholmsk travsports mest kendte kuske gennem tiderne, Leo Rasmussen, 90 år.

Leo Rasmussen begyndte som kusk i 1963, og han stoppede først med at køre trav 53 år senere, i 2016!

Leo Rasmussen med Miccolo Pride Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

Rasmussen-familien med travsport i fire generationer

Leo Rasmussen kommer stadig til trav ind imellem, men ser også trav hjemmefra. Han følger specielt med på Bornholms Brand Park, når hans barnebarn Mari Lena Nørregaard eller oldebarn, Aicha Nørregaard, kører!

Hans datter, Lene Rasmussen, er frivillig fotograf her på banen, og aktiv hjælper for den bornholmske hesteejerforening, og ”fast inventar” til hver løbsdag.

 

Leo Rasmussen efter sejre til Mari Lena Nørregaard og Christian Nørregaard Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

I Skive har Leo Rasmussen sønnen, den mangeårige travtræner Peter Rasmussen, og dennes hustru Lone Rasmussen, og deres børn, der også er involveret i ponysporten. Med andre ord, en rigtig travfamilie, der i mere end 60 år været involveret i sporten, enten på den ene eller anden måde. 

Leo Rasmussen og Inger Rasmussen hylder Amulet trænet af Peter Rasmusen efter sejren i Hoppederbyet

Troldmanden med de umulige krikker

Leo Rasmussen har aldrig købt en god hest!
Det siger han i hvert fald selv, og noget er der om det.
-Jeg har mere fundet det spændende at købe heste, der ikke havde vist noget særligt, ja, nærmest opgivne, fortæller Leo Rasmussen. Og det fungerede godt i store perioder.

Derfor fik Leo Rasmussen tilnavnet ’troldmanden´, hvilket skyldtes, at det blev til mange sejre med såkaldte ”umulige krikker”. Duede de så ikke alligevel kom hestene væk med det samme, og nye kom til det. Leo Rasmussen har aldrig været bange for hurtigt at udskifte sine heste. Der var ingen kære mor der. Datter Lene kan fortælle, at der har været rigtig mange heste igennem stalden gennem tiderne,
-Nogle gange, da vi var børn, og spiste aftensmad, fik vi at vide i morgen tidlig kommer Palles Hestetransport med en ny hest, men det var ikke altid, at vi nåede at se den, for far havde måske allerede solgt videre til en anden forinden!

Tribini Leo Rasmussen 2 års mester 1974 Foto: Arkiv

Mesterskaber og championat og tæt på et Bornholmsmesterskab

Leo’s første heste var Fyrst Hallegård og Hugo Hallegård, mens Banko blev hans første deciderede sejrshest.

Starten i 1963 gik ellers lidt trægt. Der gik tre år, inden Leo Rasmussen vandt sin første sejr. Men så begyndte det også at gå stærkt.

Der kom masser af heste, som Leo, og hans nu afdøde hustru Inger, havde succes i løbene. I en periode blev Leo Rasmussen også brugt som catchdriver.

Bedst huskes fra denne periode heste som Willy, Kør Simca og ikke mindst Pattex, der flere gange var meget tæt på at vinde Bornholmsmesterskabet for Leo Rasmussen. Pattex havde f.eks. i 1975 en imponerende sæson med 16 sejre, heraf de to på Amager Travbane. Pattex og Leo Rasmussen var faktisk også først i mål i Bornholmsmesterskabet i 1975, men blev diskvalificeret for urent trav. I alt vandt Pattex hele 42 sejre ligesom en hest som Willy nåede 39 sejre for familien Rasmussen.

Flere årgangsmesterskaber har Leo også i sin samling. I 1972 kom sejren i 2-årsmesterskabet med Rolfert og i 1974 med Tribini. Samme Rolfert vandt Leo Rasmussen også med i 3-årsmesterskabet, og har desuden vundet dette årgangsmesterskab med Valiant Groue, som han tryllede med i 1976.

Leo Rasmussens hustru, Inger Rasmussen, havde også i flere år succes som travkusk, og vandt bl.a. en del sejre med Kør Simca, og deltog desuden bl.a. i EM for kvindelige amatørkuske.

Inger Rasmussen ved VM i Tyskland 1972 Foto: Arkiv

Leo Rasmussen vandt kuskechampionatet på Bornholm to gange, og organisatorisk har han også taget en tørn med bestyrelsesposter og en formandspost i Bornholms Travhesteejerforening.

I 2015 skrev Leo Rasmussen travhistorie, da han i en alder af 80 år vandt løb på hjemmebanen med sin egen Tzar Epice, og han var 81 år, da han sluttede kuskekarrieren året efter.

Leo Rasmussen har vundet 246 sejre på Bornholm, og desuden omkring 20 sejre på andre baner i Danmark plus et par sejre i Sverige. Han har kørt på alle baner undtagen i Aalborg. Der var en årrække, hvor turen ofte gik til andre baner, både mens den bornholmske sæson var i gang og efter sæsonafslutningen her.

Leo Rasmussen SEJR NUMMER 100 C P LUND Foto: Arkiv

I dag er løbspræmierne større end de var før i tiden, men udgifterne er også nu i en helt anden størrelsesorden.

-Jeg har ellers kørt mange løb, hvor førstepræmien bare var en blomsterbuket, har travveteranen tidligere fortalt.

Derbysejre gav store oplevelser

Nogle af de fine minder hos Leo Rasmussen er også, da sønnen Peter Rasmussen som træner vandt både Derbyet og Hoppederbyet.

Minder som Leo Rasmussen stadig glæder sig over. Peter Rasmussen-trænede Atom Tess vandt derbyet, trods fejl undervejs, med Steen Juul som kusk, og Amulet vandt hoppederbyet med Birger Jørgensen som kusk. Både Leo og Inger Rasmussen var til stede i vindercirklen. Amulet var også opdrættet af Lone og Peter Rasmussen, og er aktuelt mor til den lovende Lyon.

Leo Rasmussen fejrer sejren i Hoppederbyet

Der skal trænes uanset – Lene fortæller

-Da vi boede i Vestermarie trænede far hestene i plantagen, hvor der det ene år stadig var sne langt ind i foråret. Men så bandt han kælken bagefter træningsvognen. Der lå jeg på maven, og fik en masse sne og isklumper i hovedet. Skulle hilse og sige, at det var en kold omgang!

-Barnebarn Mari fik også turen på kælken efter træningsvognen, da hun var lille. Far fik ligeledes den gode ide at træne i Vestermarie Ridehal en vinter. Det var, da han havde Miss Mizette, så hver søndag kl. 9 var Mari i ridehallen, det var bare ud af fjerene.

-Da min datter Mari og Christian blev gift, sagde min far til dem, at de kunne holde hvedebrødsdage i en uge, men så skulle der trænes heste igen. Det glemmer de aldrig.

-Jeg synes også min far har været rigtig god til at give unge kuske chancen for at køre hans heste. Far lånte også heste til travmatcherne mellem banerne. Både han og mor rejste også over for at køre i disse matcher.

Lene Rasmussen oplyser, at Leo Rasmussen har kørt i Sverige på flere baner. F. eks på Visbytravet på Gotland, hvor det blev til en sejr, og også på Halmstadbanen, hvor der var sejr med den gamle stjerne, Pattex.

Den unge travfamilie Leo Inger Lene og Peter Foto: Arkiv

Flere gode sjove minder

Sønnen Peter Rasmussen husker tilbage her:

-Jeg har en lille sjov historie fra dengang min far skulle lære mig at køre hest. Jeg var vel en 14-15 år gammel, vi trænede altid på skovvejene i Rø Plantage, hvor vi sad ved siden af hinanden i en roadcar. Hvis ikke jeg kørte midt på vejen, så hesten løb i hovslaget, fik jeg et rap over hånden med den tykke ende af pisken. Så kunne jeg lære at heste skal Køres, ikke bare løbe af sted.

-Det sidder i mig den dag i dag, siger Peter Rasmussen, - så hvis nogen ikke kører i hovslaget her i Skive Plantage, tænker jeg, de skulle lige prøve ar køre et par ture med min far.

Barnebarnet Mari fortæller:

Barnebarn Mari Lena Nørregaard har også gode travminder om sin morfar- bedste:
-Jeg husker den dag, jeg fik kørelicens. Det var den 28. maj 2015, og Leo var ikke inde på travbanen den dag, da han var i Sverige efter heste. Jeg gik og trippede og ventede på ham for at fortælle, at jeg havde bestået prøven, og nu måtte køre trav.
-Med hjem i traileren fra Sverige var On Track Ljuva, min første kørehest. Jeg glemmer aldrig den første start med Ljuva. Hun sprang grimen, hun havde aldrig stået i de kæder, vi havde. Så da vi skulle sele hende, var hun oppe under loftet og så ned på knæ, også op igen, så til sidst sagde Bedste, at vi skulle lukke portene til stalden – SÅ var der ro på, indtil de blev åbnet!
-Ljuva var kendt i stalden for den røde grime, den havde hun faktisk på ind under hovedtøjet, og jeg sagde, at lige den vil jeg aldrig køre.
Men Mari Lene Nørregaard havde set nogle propositioner til et dameløb, hvor hoppen ville komme til at stå godt, og derfor blev Leo Rasmussen alligevel spurgt om en køretur med den sensible hoppe.
-Den blev meldt til, og det blev til min første sejr!
-On Track Ljuva købte Christian og jeg af Bedste i januar 2019. Hun er måske ellers den hest, som han har haft i flest år.                        - Når jeg kommer på besøg hos Bedste, skal vi lige vende, hvordan træningen af hestene er gået, og hvordan de sidste løb er gået. Leo Rasmussen følger troligt med i sporten.

Leo i dag

Efter mange år på ejendommen i Vestermarie bor Leo Rasmussen nu i Aakirkeby, og når vejret er til det, kommer han stadig ind til travløbene, hvor han selv startede som kusk for mere end 60 år siden. Leo finder det irriterende, at man ikke kan gå hen til nogle totalisatorboder og spille længere, på banen. Det der med at spille via telefonen er no go for ham. Så de fleste travløb følges nu hjemmefra via TV-skærmen.

Leo Rasmussen holder fødselsdagsfest for de nærmeste på Bolsterbjerg den 2. november.

Bornholms Travselskab og Bornholms Brand Park ønsker tillykke med den runde fødselsdag!

Fire travgenerationer Rasmussen - Lene - Mari Lena - Aicha