Julehilsen fra Bornholms Brand Park

Tak for i år

🎄 En julehilsen til jer alle 🎄

Året nærmer sig sin afslutning, og i juletiden giver det os en kærkommen anledning til at se tilbage på en sæson, der på mange måder har været noget særligt. Sportsligt har 2025 budt på flotte præstationer, tætte opløb og en fantastisk opbakning fra alle jer, der er med til at holde travsporten levende – både på og uden for banen.

En af årets store begivenheder var indvielsen af den nyrenoverede løbsbane. Det nye underlag, de tilpassede sving, sikkerhedssporet, indhegningen og de automatiske porte har løftet både sikkerheden og de sportslige rammer betragteligt. Som det ofte er med større forbedringer, har der været lidt begyndelsesudfordringer, men gennem sæsonen har vi fundet en god model for vedligeholdelsen.

Også i 2026 fortsætter arbejdet med at vedligeholde og udvikle banen, så vi kan tilbyde gode og sikre forhold for både heste og aktive. For at sikre dette søger vi en engageret baneforvalter til pasning og vedligeholdelse af både løbsbane og de omkringliggende arealer.

Samtidig er det vigtigt for os at være åbne om, at der på nuværende tidspunkt desværre er enkelte poster, hvor vi kommer til at mangle fast personale og afløsere, for at vi kan stå helt klar til den kommende sæson. Fællesskabet omkring travsporten er helt central for os, og det betyder meget, at vi sammen gør, hvad vi kan. Vi håber derfor, at der sidder nogle derude, som har lyst til at blive en del af fællesskabet og indgå på holdet omkring løbsdagene. Der vil komme nærmere information herom i starten af det nye år.

Vi vil gerne sende en stor og hjertelig tak for året, der er gået – til aktive, trænere, ejere, kuske, ryttere, medarbejdere, frivillige, bestyrelse, sponsorer og publikum. Uden jer, ingen travsport på Bornholm.

 

Nu retter vi blikket mod 2026, hvor sæsonen starter påskelørdag den 4. april. I alt venter 25 løbsdage med sæsonfinale den 17. oktober – og vi ser frem til endnu et år fyldt med oplevelser, fællesskab og fart på verdens mindste travbane midt i Almindingen.

🎁Sikr dig allerede nu et sæsonkort til 2026 og få adgang til alle løbsdage hele sæsonen. Køber du dit sæsonkort senest den 24. december, spar­er du 50 kr. – en oplagt julegave til dig selv eller en, der holder af travsport på Bornholm.

Tak for i år – og rigtig glædelig jul🎅Vi ses i 2026 på Bornholms Brand Park!

Vinteråbningstider på kontoret: man-tors kl. 9-14, fre kl. 9-12.

Bemærk: Kontoret holder lukket fra d. 19/12 til d. 4/1 begge dage inkl.