Feltet i Rønne Revision Bornholmsmesterskab 2025 ser således ud:

Feltet i Rønne Revision Bornholmsmesterskab 2025 ser således ud:

Red Bar med John Gommans Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager
  1. Red Bar. Kusk: Morten Friis. Træner: John Gommans. Ejer; Stald Guldkysten.  Det er da en rigtig charmetrold denne nu 12-årige røde hingst, født i Norge. Red Bar kom i 2024 til Bornholm, og i alt har den vundet 23 sejre og ikke mindre end 1,3 mio. kr. I 2021 havde den sin helt store sæson med en indtjening på 
    340.000 kr. og en rekord på 1,10,9. På Bornholm har det ind imellem knebet for hesten at løbe op til tidligere tiders meritter, men på det sidste er det blevet bedre og bedre. Red Bar var ellers mest kendt for sit hurtige startantrit og helst over sprinterdistancen, men har i år vist, at den godt kan klare længere distancer og 
    fremvist en flot opløbsspurt, især efter et inderbaneløb undervejs. Kusken denne gang er træneren fra Skive, 1983-fødte Morten Friis. Morten Friis kender Red Bar vældig godt, for han har tidligere haft den i træning og bl.a. vundet Harald Lunds Mindeløb med den. I 2020 blev Morten Friis professionel træner, mens hans far, den 
    mangeårige træner i Skive, John Friis, trådte et skridt tilbage. Morten Friis er med i bestyrelsen for DTC, Dansk Travsports Centralforbund, og han har vundet omkring 1.000 sejre. Friis-familien er dybt engageret i dansk travsport, og således er lillebror 
    Peter Friis næstformand i DTC, mens bror Henrik Friis er administrerende direktør for BET25 A/S.

 

Frøns Hjortshøj med Niels Kristian Hansen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

2.Frøns Hjortshøj. Kusk: Rene Jonassen. Træner, ejer og opdrætter; Kurt Pedersen. Eneste bornholmsfødte hest i dette års udgave af Bornholmsmesterskabet. Dejligt at se Hjortshøj-hesten i dette selskab. Frøns har de sidste fem år på Bornholms 
Brand Park samlet bunker af sejre, i alt har den vundet 30 sejre i disse år. Frøns Hjortshøj’ debut i den bedste klasse skete for nylig i BM-prøverne og hvilken debut. Sejr i ny fantastisk rekord - her er så distancen en omgang længere i BM i forhold til BM-prøverne, så ”Frønsen” skal yde sit maksimale for at vinde BM-titlen, der er ikke 
tid til fejl, ja, det skal flaske sig undervejs i løbet, men det skal det jo for alle. Spændende bliver det under alle omstændigheder. Og her et godt startspor til Frøns. Kusk er i dag træner Rene Jonassen, den mangeårige træner fra Sjælland, der kender Frøns Hjorthøj godt. Rene Jonassen har vundet omkring 650 sejre totalt.

Ismael F Boko med John Gommans Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

3. Ismail F Boko. Kusk og træner John Gommans. Ejer; Diana Gommans.  Den tyskfødte hest har gjort det fremragende siden den kom til Danmark, og på alle distancer, en rigtig all-round hest. Her med et godt startspor. John Gommans har været professionel travtræner, men har nu amatørlicens. En rutineret herre, der har 
deltaget mange gange i Bornholmsmesterskabet, bedst blev det i 2014 med en andenplads med Santana Ås.

M T Reed med Martin Sjøholm Jensen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

4. M T Reed. Kusk: Søren Demant Andersen. Træner: Annette Jensen. Ejer; Stald 4 Klæwer.   Denne svenskfødte hest har ikke overrendt sejrspodiet, men er til gengæld næsten altid med fremme blandt de forreste, når målstregen nærmer sig. Hvis bare galopskoene forbliver i stalden er M T Reed ofte klar med en fantastiks 
opløbsspurt uanset distancen. Kusken i dette løb bliver fynske, 1987-fødte Søren Demant Andersen, en meget kendt amatørkusk, der i 2018 vandt DM for denne kuskekategori, og også med en del vundne championater på Odense-banen. Sidst i juli gæstede han vores bane, og her med en sejr og to andenpladser. Søren Demant Andersen har også deltaget i EM for amatørkuske, og han kører med en sejrsprocent over 20.

Patricia Bo med John Gommans Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

5. Patricia Bo. Kusk: Oliver Gommans. Træner: John Gommans. Ejer: Stald Guldkysten.  Dermed har Stald Guldkysten to heste med i BM, og John Gommans har tre heste med, så flot. Denne 6-årige svenskfødte hoppe har haft nogle forrygende år siden den kom til Bornholm midt i sæson 2022. Den har vundet årgangsmesterskaber på Bornholm, vundet løb både her, og også i Sverige og Norge, 
mens den var i træning hos Ken Ecce. Oliver Gommans er her den unge kusk, tredje generation travkuske i Gommans-slægten, der viser sig frem på travsportens oval, og han gør det rigtigt godt og fornuftigt med fine og fair styringer i løbene. I 2024 blev han da også kåret som Årets Ungdomskusk på Bornholm, mens far John for fjerde 
gang i træk vandt titlen som Årets Championkusk hos de professionelle trænere. 

Bonny Boy med Frank Mikkelsen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

6. Bonny Boy. Kusk og træner Frank Mikkelsen. Ejer; Lene og Egon Jensen.   En trofast slider i mange år, der gør sig både i monté og sulkyløb. 27 sejre vidner om en hest af stor klasse, der ofte slår til, hvis de største favoritter svigter. Det er tredje gang Bonny Boy starter i et BM, mens Frank Mikkelsen med seks BM-sejre og 36 BMstarter er den næstmest vindende kusk i det bornholmske travmesterskab, kun overgået af Stefan Lind-Holm. Ejerparret har tre gange tidligere vundet BM-titlen. To gange med Max Brogård og i 2023 med Zaffiro Jet, mens Bonny Boy tidligere både har en anden- og en tredjeplads. Skal BM-førstepladsen komme i år?

Leon Zon med Laura Pedersen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

7. Leon Zon. Kusk: Niclas Steinlein. Træner: Laura Pedersen. Ejer: Ulla og Laura Pedersen.   Her har vi den ”nye dreng i klassen”. Leon Zon er en hårdfør svenskfødt 9-årig vallak, der kom til Bornholm i efteråret 2024, og den har kun startet seks gange her på banen, og med galop undervejs i fire af tilfældene. Men i BM- prøven var der klar fremgang at spore, så måske Leon er ved at finde ud af den 
bornholmske bane. Kusken Niclas Steinlein er en af de bornholmske kusketalenter, der nu er vendt tilbage til øen efter en fin karriere ovre, der blandt andet har indebåret to Danmarksmesterskaber for jockeys. Træneren for hesten, Laura Pedersen, er et velkendt navn i sporten, og blev den første kvinde, der vandt amatørchampionatet på 
Bornholms Brand Park.

Can Tab med Mads K Mogensen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

8. Can Tab. Kusk: Christian Nissen. Træner: Micki Kofod-Mortensen. Ejer: Micki Kofod-Mortensen og Lærke Westergård.  Denne norskfødte hest er en rigtig slider, der løber med i alle tempi. Can Tab kom til Bornholm ved årsskiftet 2023/24, og har ikke vundet løb siden 2022, men har ofte været i toto- og præmierækken ved 
sine mange stabile præstationer. Træner Micki Kofod-Mortensen har i mange år været en trofast kusk og træner her på banen, lige fra deltagelse i ponyløbene til forsættelse hos de store heste. Kusk i det her løb bliver sjællandske Christian Nissen, født 1993, der i 2018 vandt ikke mindre end Europamesterskabet for amatørkuske, og 
i 2019 blev han kåret som Årets Amatørkusk. Christian Nissen har nu jockeylicens, og han har i år vundet DM for jockeys.

Cerosso med Mads Petersen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

9. Cerosso. Kusk: Mads Petersen. Træner; Stefan Lind-Holm. Ejer: Stald Staldbajer.   Cerosso har i forvejen, ja for evigt, indskrevet sig i den bornholmske travhistorie med sine mange, mange sejre, i alt foreløbig 45 sejre. Imponerende. Den stayerbetonede hest kan ”løbe hele dagen”, og Mads Petersen er manden i sulkyen, 
der formår at køre den, ind imellem, vanskelige hest, bedst. Cerosso er helt sin egen. Mads Petersen har i flere år været Danmarks oftest sejrende amatørkusk gennem flere år, og med en til stadighed imponerende sejrsprocent. Efter ikke mindre end fem tredjepladser i Bornholmsmesterskabet kom BM-sejren endelig i fjor via en suveræn 
sejr med Marvellous Tooma, der nu slår sine folder i USA. Stefan Lind-Holm er daglig træner for Cerosso, og er om nogen, sammen med Henriette Jensen, mand (m/k) for at gøre sine heste klar til de store løb. Selv har S. Lind-Holm, eller ”Skipper”, vundet Bornholmsmesterskabet som kusk hele 11 gange.

Apollo Damgård med Niels Kristian Hansen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

10. Apollo Damgård. Kusk og træner; Niels Kristian Hansen. Ejer; Stald Evigglad.   En rigtig hædershest er 13-årige Apollo Damgård, den gamle tidligere Bornholmsmester, der har 24 sejre og en indtjening på næsten 900.000 kroner ”på samvittigheden”. Svært startspor her. I 202 vandt den tidligere derbydeltager Bornholmsmesterskabet sammen med Niels Kristian Hansen. Det er yderligere blevet til ikke mindre end tre tredjepladser i BM for Apollo Damgård, der her starter for 6.gang i BM!