Familien Holst - Petersen

Midt i Flæskedalens fredelige idyl, kun fire minutter fra travbanens summende aktivitet, ligger en lille perle af en ejendom. Her blomstrer ikke kun hortensiaer, lavendler og roser i alle farver – her blomstrer også kærligheden. I haven står et orangeri badet i sollys, og i køkkenet dufter der af hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det er her familien Petersen bor – Charlotte og Jørgen, omgivet af 
blomster, heste og minder. 

Datteren Marie og sønnen Mads er begge flyttet hjemmefra, men sjældent langt væk i hjertet. For uanset hvor livet har ført dem hen, vender de altid tilbage – til hestene, til køkkenbordet og til det 
hjem, hvor kærligheden til hinanden og til travsporten er rodfæstet.

Fra stenbroen til klippeøen

Det lå måske ikke i kortene, at Jørgen Petersen en dag skulle stå med hænderne begravet i hø og –og hjertet fuld af kærlighed til travsporten. Han er født og opvokset midt i København, hvor der var 
langt til grønne marker og duften af stald. 

Men han havde to onkler, Kaj og Viggo Jørgensen (Egeskov hestene), som boede på Bornholm. Her tilbragte Jørgen sine ferier som barn, og her blev den første gnist tændt

På Bornholm var hestene en naturlig del af livet. Kaj og Viggo havde travheste, og for Jørgen blev det nærmest magisk at få lov til at være en del af det. Det var ikke kun sporten, der fangede ham, men roen, rytmen – og det stærke bånd mellem menneske og dyr.Sommerferierne på klippeøen blev vendepunktet, små frø blev plantet i en københavnerdreng, der snart ikke kunne forestille sig 
en tilværelse uden heste.

Et møde i Gudhjem og begyndelsen på noget større

Jørgen erhvervede sig det grønne bevis som landmand og flyttede til Bornholm i ’82-83. og hurtigt lærte han travfolk at kende. Og det var i Gudhjems dengang farverige og festlige natteliv, at Jørgen og Charlotte fandt hinanden. Charlotte havde ikke travsporten med hjemmefra, men hun blev hurtigt en del af det, fordi det gav 
mening. Fordi det samlede dem – også Charlottes forældre, søster Karin og bror Thomas, som hurtigt fangede interessen for travløb. Langsomt begyndte de at skabe det liv, som i dag kendetegner familien Petersen: et liv, hvor der er plads til både mennesker og dyr.

- Vores første hest var den smukke Jesper Stensbæk – en rød vallak, der lignede Tarok, smiler Jørgen. Charlotte bliver varm om hjertet og tilføjer; Johnny Schou vandt med ham til vores polterabend. Jørgen mindes det som det var Kenn Christoffersen der var kusk den dag, men okay, de er begge lidt undskyldt, da det jo var polterabend!  

Siden 1997 har familien Petersen haft deres liv i Flæskedalen. Ejendommen købte de, da det gamle sted på Brommevej ganske enkelt blev for upraktisk – der var ikke nok jord, og det blev for 
besværligt at få hestene frem og tilbage til banen. Jørgen måtte bogstaveligt talt ride hestene hele vejen derind. Med Flæskedalen fik de mere plads, bedre rammer for hestene – og kun fire minutters 
kørsel til travbanen. 

Mads’ passion for trav startede før han kunne gå

- Da Mads var baby – ja, faktisk kun 14 dage gammel – var han allerede med på travbanen. Mens andre spædbørn fandt ro i stilheden derhjemme, fandt Mads den i lyden af hestehove og højttaleranlæg. Han sov allerbedst i sin barnevogn parkeret tæt ved banen, mens verden omkring ham buldrede af liv, stemmer og spænding, fortæller Charlotte. 

Det blev hurtigt klart, at Mads ikke bare var født ind i sporten – han var også hjemme i den. Charlotte blev formand for Bornholms Ponyklub og både hun og Jørgen var med til at skabe et miljø, hvor børn og unge kunne vokse med hestene. Her lærte Mads både disciplin og ansvar, men også glæden ved at være en del af noget større. I ponyklubben blev ikke kun Mads, men også hans 
søster Marie en del af det fællesskab, som Jørgen og Charlotte var med til at bygge op. Det handlede ikke kun om at vinde løb, men om at lære, hjælpe hinanden – og ikke mindst have det 
rigtig sjovt med alle de børn og andre forældre der bakkede op. 

Charlotte kommer til at tænke på en ponytur til Jylland, hvor de havde pakket teltene og trailerne fulde af ponyer. 

• Vi bestilte 32 pizzaer fra det lokale pizzaria og det var så koldt om natten at Tina Thomsen måtte overnattede i ”Travoline”dragten (maskotten på Bornholms Brand Parks). Vi spillede guitar og sang og havde bare en rigtig skøn tid, siger Charlotte.

Allerede som kun 1-årig fik Mads sin første pony, Artax. Siden fulgte Nikolaj og Black, som de snart fik givet øgenavnet ”Black Action”, da Action Hanover var på sit højeste lige der. I ponytiden fulgtes Marie og Mads pænt ad. De trænede side om side, kørte løb sammen og delte mange timer i stalden og på banen. Men det var Marie, der først fik Bornholmsmesterskabet i hus – med den trofaste Grånette. Det var en præstation, som familien naturligvis var stolte af, men som også blev nævnt lidt rigeligt, ofte over aftensmaden derhjemme. Mads måtte høre for det – kærligt, men vedholdende. Og derfor smagte sejren ekstra godt, da han endelig i fjor selv hjemtog Bornholmsmesterskabet, denne gang med Stefan Lind-Holm trænede Marvellous Tooma (Dream Vacation). 

Støtten fra mange har banet vejen

For Mads har samarbejdet med Lind-Holm markeret et nyt kapitel. Stefan er Danmarks mest vindende amatørkusk gennem tiderne, og hans erfaring og skarpe blik for både heste og mennesker 
har haft stor betydning for Mads’ udvikling. Det er ikke hvem som helst, man får lov at køre for –og slet ikke som førstekusk. Men det er netop den tillid, Mads har opnået.

Siden han blev tilknyttet som førstekusk i Stefan Lind-Holms (Skipper) stald, er det blevet til et væld af sejre – også de større og mere prestigefyldte. 

• Det er rigtig sjovt at få så mange køreture af Skipper og Henriette, de har hestene klar og så skal jeg levere så godt som jeg kan. Samtidig har Skipper lært mig at se hvor hesten er øm 
  eller hvordan jeg bedre kan hjælpe den. Vi har igennem tiden haft mange snakke om hvordan vi hver især synes det skal gribes an, smiler Mads.

Selvom Mads i dag er førstekusk hos Stefan Lind-Holm, og selvfølgelig kører familien Petersens egne travere, har hans vej til toppen ikke kun været brolagt af én stærk samarbejdspartner. 
Tværtimod. Gennem store dele af hans karriere har han mødt opbakning fra et bredt felt af hesteejere, der har turdet give ham chancen. Det er de ejere, der har stillet heste til rådighed, givet 
plads til fejl og vist tillid til hans evner, som har formet ham. 

Ungdomsprisen, der åbnede døren til det professionelle travliv

Det var også travet – og endda den eftertragtede Ungdomspris som Bornholms travsport uddeler hvert efterår – som for alvor bragte Mads udenfor Bornholm i 2009. Med prisen i hånden valgte han at tage et ophold i den svenske toptræner Lutfi Kolgjinis storstald i Skåne. Her fik han ikke bare en smagsprøve, men et ærligt indblik i livet som professionel – hvad det kræver at arbejde med heste på fuldtid, og hvordan en international stald fungerer i dagligdagen. 
Opholdet i Sverige gav Mads lyst til mere. Han havde fået smag for det professionelle travliv og besluttede, at han ville arbejde fuldtid i en stald. Men inden afrejsen mod nye eventyr stod han færdig med sin tømreruddannelse – en beslutning, der især glædede mor Charlotte, som mente, det var klogt at have noget at falde tilbage på i en sport, hvor fremtiden kan være usikker.

Kort efter gik turen til Nordjylland, hvor Mads fik job i den velrenommerede stald hos Flemming Jensen. Han havde på det tidspunkt 100 heste. Her ventede en hverdag med benhårdt arbejde, og den første måned sled Mads sig bogstavelig talt 10 kilo lettere. Træningen bestod udelukkende af ridning – noget, Mads havde med i bagagen fra ponytiden. 

I Jylland byggede Mads et solidt netværk op – både fagligt og privat. Det var her, han mødte sin daværende kæreste Mia og hendes datter Liva Sofie, som hurtigt kom til at fylde meget i hans liv og fortsat gør det. 

Samtidig begyndte Mads at overveje sin fremtid. Vejen til at blive travtræner så usikker ud, og han besluttede at sadle om.

Interessen for beslagsmedsfaget voksede, og Mads kastede sig over uddannelsen. Den sidste del gennemførte han hos travtræner Michael Lønborg – en erfaren kapacitet, som blev mere end en 
læremester. Forløbet udviklede sig til et tæt venskab, som stadig består den dag i dag, og som har haft stor betydning for Mads' videre vej – både i og uden for sporten.

Det var også hos Michael Lønborg, at trådene begyndte at samle sig på en ny måde. Her arbejdede Signe Holst – dygtig, engageret og med et naturligt blik for heste. Samtalen drejer sig for Signe hen 
på hendes første ”møde” med Mads, da han skulle køre hendes hest med det skønne navn Haha Ha (Adrian Chip)

• Min chef Michael Lønborg havde sat en eller anden ukendt amatør fra Bornholm op bag min hest og jeg var ikke synderligt imponeret da jeg så startlisten. Han blev så nr. 2 med hende, så han var alligevel ikke helt så uduelig, griner Signe.

Trav, galop og to derbysejre senere…

26-årige Signe Holst har som Mads en bred vifte med sig af erfaring fra både trav og galopverdenen. Hun fik det dog ikke ind med modermælken som Mads, men som publikum på Fyns 
Væddeløbsbane som barn. Som 14-årig begyndte hun at hjælpe John Køhler og siden også Børge Bossen, men fandt faktisk travsporten lidt kedelig, så hun begyndte at snuse til galopsporten hos Marc Stott og Tina Mortensen. 

Det, Signe nåede at opleve i sine fire år hos Michael Lønborg, er mere, end mange i sporten oplever på et helt liv – og endda to gange. Hun stod som daglig ansvarlig for to hoppederbyvindere: Harper 
og Juno. Begge sejrede i det traditionsrige løb i henholdsvis 2023 og 2024, og Signe var ikke bare til stede – hun var en central del af deres rejse.

Mikkel Stub opdrættede Harper har hun endda medejerandel i, hvilket kun gør triumfen større og mere personlig. At få lov at passe én derbyvinder er noget særligt – at have to inden for to år, er 
noget helt unikt.

Nåh, men tilbage til da Mads og Signe mødtes… Mads og Signe fik hilst på hinanden ved den famøse 2. plads, men det var først til Christina og Michaels bryllup sidste år, at noget for alvor 
ændrede sig. Ved årsskiftet hev Signe så teltpælene op og flyttede til Bornholm – et valg, der krævede både mod og vilje, men som hun ikke har fortrudt. Tværtimod. Hun måtte bare over til sin 
Mads! Øen har taget godt imod hende, og det har nok heller ikke skadet, at hun kunne tage sine to heste med sig: følhoppen Haha Ha og det 2-årige afkom Make Me Giggle (GooGoo Gaga).
Med sig bringer Signe ikke bare erfaring fra en professionel travstald, men også en ro og faglighed, som matcher Mads' tilgang.

Gamle krigere og nyt håb

Udover unghesten Make Me Giggle rummer stalden 3 aldrende vallakker. Foxie Hill (Rusell Hill), Hej Hej Dull (Executive Caviar) og Jack Baldwin (Yield Boko). 
Det er efterhånden nogle slidte drenge, der alle har gjort det rigtig godt på væddeløbsbanerne, og i år er det er kun blevet til én enkelt sejr for Fam. Petersens stald i år. Men hvilken en! 

Det var Signe der sad i sulkyen bag Team Dullernes Hej Hej Dull – og sørme om ikke det også var Signes første sejr! 

• Det var virkelig sjovt at sejre med ”Dulle”, og det er nogle dejlige mennesker der ejer ham, så det blev da lige markeret lidt ekstra, smiler Signe.

Foxie Hill brækkede hovbenet på folden for nogle år siden, og siden fulgte en lang rekonvalescens. 
– Det er en hest der betyder noget ekstra for mig, rømmer Jørgen sig. Når du har en hest i stalden er skal stå i boks så mange måneder og i det hele taget passes ekstra godt på, så får man et specielt 
bånd og det har vi. Han er kongen herhjemme, og han nyder det. 

Foxie Hill har sejret 15 gange i blot 39 starter og han har både vundet de prestigefyldte løb Calles Cup og 4 års mesterskabet. Han var også først over stregen i 3 års mesterskabet, en sejr han dog 
senere blev frataget efter en positiv dopingprøve for koffein, sandsynligvis fra foderet. Familien Petersen havde ingen kendskab til stoffet og oplevede sagen som både uretfærdig og dybt frustrerende. De har altid stået for en ærlig og ordentlig tilgang til sporten.

Seneste blev Foxie flot 2. i Calles Cup med kammeraten Michael Lønborg i sulkyen.

• Michael ærgrede sig da han kom i stald med ham, havde han kørte udenom i stedet for indenom havde de vundet, fortæller Mads. Der var flotte 14.000 kr i 2. præmie.

Hej Hej Dull vil ikke stå tilbage for staldkammeraten og kan også kalde sig mester – han vandt nemlig 5-års Mesterskabet sidste år med Mads i sulkyen. ”Dulle” har gjort det flot, men han har en 
speciel gang der besværliggør det for hesten.

• Han sætter bagbenene ind i mellem forbenene og så rammer han sig selv og det kræver virkelig koncentration hele vejen at holde ham fejlfri. Han er samtidig meget hidsig fra start, men han holder farten, fortæller Mads.

Den billedsmukke Jack Baldwin er måske banens mest stabile hest. Han er bundærlig, gør altid sit bedste og har leveret flotte resultater gang på gang. Jørgen fortæller; 

• Helbredet begynder så småt at indhente ham. Og netop fordi han er så ærlig, skylder vi ham at være ekstra opmærksomme – at mærke efter, hvornår nok er nok. Han er samtidig hele familiens øjesten, fætter Bjørn, onkel Bjarne og Vibeke er med i ham, Marie og Sune og min svigermor og far. Han har givet os mange gode oplevelser.

Make Me Giggle er Signes øjesten og efter en lille operation og kastration er han kommet hjem til Flæskedalen for at løbe en masse kilometer i benene. Han er godt skolet i “børnehaven” hos travtræner Martin Hansen på Fyn, og det kan mærkes. Temperamentet er i orden, og viljen ligeså. Planen er, at han efter nytår skal videre til Michael Lønborg, hvor han for alvor skal i gang med at 
vise, hvad han kan. Der bliver ikke lagt skjul på ambitionerne – både Signe og Mads tror på ham, og der bliver satset stort. Målet er klart: at han på sigt kan være med i de store løb.

Snart tid til næste kapitel – stafetten gives videre

Selvom Mads og Signe drømmer om at finde deres eget sted med plads til hestene og deres fælles fremtid, er det vigtigt for dem, at det ikke betyder et farvel til det, de kommer fra. Tværtimod. For 
Mads er det afgørende, at det tætte samarbejde med Jørgen kan fortsætte – det bånd, de har opbygget gennem hele hans liv, hvor hestene altid har været omdrejningspunktet.

Planen er, at Jørgen og Charlotte på sigt kan rykke tættere mod byen og få lidt mere frihed i hverdagen – men stadig med mulighed for at køre ud og være med i stalden. For Jørgens rolle er 
ikke noget, man bare erstatter. Han er en del af fundamentet, og Mads ser ikke for sig at drive noget uden ham ved sin side – med hænderne i arbejdet og øjnene på detaljerne. Og det samme gælder 
Charlotte. Hun har altid været limen i det hele – hende, der har holdt sammen på både kalender, kaos og køkkenskriverier. Hendes evne til at se både mennesker og heste, til at skabe ro og struktur 
omkring alt det praktiske, er noget både Mads og Signe læner sig op ad.

• Både Signe og jeg har nu så bred en erfaring med os, at vi har ideer til hvordan en evt. træningsbane kan etableres og hvilken træningsfilosofi vi vil arbejde ud fra. Og så har jeg min erfaring med at sko hestene optimalt, fortæller Mads.

Men Mads nøjes ikke med det håndværksmæssige. Han driver også udstyrsbutikken Staldbussen, hvor både hobbyfolk og professionelle kan finde grej til stalden og deres heste. Det var med en vis 
ære, at han overtog butikken fra Juul Madsen, der havde drevet den i hele 35 år. For Mads er det ikke bare en forretning – det er en videreførelse af en tradition og en måde at bidrage til sporten på i 
bredere forstand.

Der er tre måneder tilbage af sæsonen, og meget kan stadig nå at ske. Mads står foran muligheden for endnu en stor triumf – denne gang i 4-års Mesterskabet med en hest fra Stefan Lind-Holms 
stald. 

Og mens der arbejdes målrettet i stalden og køres løb om penge og prestige, spirer der også noget helt andet hjemme i Flæskedalen. Signe og Mads venter føl – en lillebror til Make Me Giggle.
Følhoppen Haha Ha er i fol ved en af vor tids allerbedste væddeløbere, Önas Prince (Chocolatier), og det føl, der ventes at se dagens lys næste sommer, bliver et ægte Holst-Petersen-produkt. Et nyt familiemedlem, hvor begge familier kan samles – på kryds og tværs – og dele glæden om den lille ny med håb i blodet og fremtid i blikket.