Derbyvinderen Michael Lønborg gæster Bornholms Brand Park

Harper med Michael Lønborg vinder Hoppederbyet 2023 Foto: Kjeld Mikkelsen

Derbyvinderen Michael Lønborg gæster de bornholmske travløb på søndag

Det er en af Dansk Travsports helt store navne, der søndag gæster Bornholms Brand Park, hvor han skal deltage i syv løb ud af løbsdagens ni løb.

Michael Lønborg er navnet, og han er et af de hotteste navne i travsporten de sidste 2-3 år. Hans triumfer har været utallige. Størst af dem alle var derbysejren i 2023 med hesten Holger Danske, og ydermere vandt han samme år Hoppederbyet med bornholmskopdrættede Harper, hoppen, der med rekord 1,10,8, er Bornholms hurtigste opdræt.

Den overvældende succes i 2023 blev utroligt nok faktisk overgået i 2024, selv om det dog ikke blev til sejr i selve Derbyet, men for andet år i træk sejrede Michael Lønborg i Hoppederbyet, nu med hesten Juno. Endvidere vandt Michael Lønborg de 3-årige hestes største løb, Dansk Trav Kriterium, med Karat C N i en ny utrolig rekord. Desuden nappede han så også lige DM for heste. ”Mesterskab for Danmark”, i form af familiehesten Eddie The Eagle. Det var bare nogle af triumferne fra sidste år, der i alt bød på111 sejre, hvilket gav en sejrsprocent på utrolige 26 procent.

Fem travgenerationer

Lønborg-familien har i flere generationer været en stor faktor i Dansk Travsport. F. eks. har tre Lønborg-generationer alle vundet Dansk Trav Derby! – Det har ingen præsteret før. Michael Lønborgs farfar Vagn Lønborg vandt Derbyet i 1950 med Lykkeprins, mens Michael Lønborgs far, Henrik Lønborg, vandt Derbyet i 1996 med Wee Hjordal.

Michael Lønborgs oldefar Anton Nielsen var med til at starte travsporten op i Århus for 100 år siden. I dag er Michael Lønborgs datter Victoria med til at træne Danmarksmesteren Eddie The Eagle, og hun har selv vundet DM i en kategori indenfor ponytravløbene. Lønborg-familien har således været i travsporten i fem generationer!

Sverige-Danmark tur-retur

Som 19-årig tog Michael Lønborg til Sverige for at udleve drømmen om at være kusk og travtræner der. Kulminationen var i 2014, hvor han sammen med hesten Happy Days vandt det svenske travløb Sprintermästaren. 10 år blev det til i Sverige, inden det gik tilbage til Jylland.

Hjemme i Danmark igen kunne Jydsk Væddeløbsbane i Århus den 1. januar 2016 præsentere Michael Lønborg som ny professionel travtræner på banen, og siden har det bare gået derud med flotte resultater. Sidste år kunne Lønborg frafriste ellers uovervindelige Birger Jørgensen championatstronen hos de professionelle trænere.

Michael Lønborg bor med sin hustru Christina, sin datter og søn på en gård i en lille flække, der hedder Tebstrup, der ligger ved foden af Ejer Bavnehøj mellem Skanderborg og Horsens. Her er der gode træningsforhold for hestene med bl.a. rundbane og lige-ud-bane og med gode underlag. Tilkøring af unghestene, som Lønborg har fået ansvar for, foregår dog først hos den fynske travtræner Martin Hansen, som samarbejder med Michael Lønborg.

Michael Lønborg har tidligere kørt på Bornholm. Det var i ”coronatiden” i 2020, hvor han bl.a. vandt med banens rekordholder Stand And Deliver, og fik en andenplads med Disney. Her i 2025 på den bornholmske bane afløser Michael Lønborg som kusk sin tidligere ansatte, Mads Petersen, der sammen med sin familie er til konfirmation i Jylland.

Stand and Deliver med Michael Lønborg, 2020 Foto: Torben Ager, Travfoto Bornholm