Mikkel Stub

Redaktionen har besøgt Mikkel Stub

Mikkel beundrer den smukke hoppe Oona efter Önas Prince Foto: Lykke Foverskov

Mellem Østermarie og Svaneke, dér hvor grønne marker møder havblik, ligger Mikkel og Vibes ejendom. Ti hektar jord omgiver gården, som en beskyttende ramme om det liv, han og hans 
kæreste Vibe har skabt sammen. Det er et sted, hvor vinden dufter af hav, og dagene har et roligt tempo – i hvert fald når Mikkel ikke er på farten i travsportens tjeneste.

Mikkel, 66 år, er kendt som en rolig og gemytlig herre. Han har en jordbundenhed, der matcher landskabet, og en passion, der rækker langt ud over markskellet. Som formand for Foreningen af 
travopdrættere i Danmark arbejder han for at fremme dansk travsport og avl, et hverv han påtager sig med både omhu og begejstring.

 

4 hopper med føl kan boltre sig på de store folde Foto: Lykke Foverskov

Travsporten er ikke bare en hobby for Mikkel – det er en livsstil, hvor tradition, dyrevelfærd og fællesskab går hånd i hånd. Han taler om blodlinjer og træning med samme lune tone, som han fortæller om anekdoter fra sit liv.

 

Vibe og Mikkels barnebarn Lulu på 6 år er i dag på besøg og de får sig lige en pigesnak Foto: Lykke Foverskov

Ved hans side står hustruen Vibe Haastrup, der for nylig lagde sit arbejdsliv bag sig efter 20 år som pendler fra Bornholm til Ballerup. Som udvikler i et medicinalfirma har hun tilbragt utallige timer 
på rejse til og fra Sjælland, men nu nyder hun endelig at kunne blive på øen, hvor de to sammen kan dyrke både hverdagen og deres fælles interesser.
De to havde faktisk kendt hinanden som unge, men først 30 år senere fandt de sammen som kærester. 

  • Nogle ting skal have tid, bemærker Mikkel med sit stille smil – som om det hele var timet perfekt alligevel.

 

Ro og fred – lige bortset fra når der kommer fotograf på besøg Foto: Lykke Foverskov

På gården er livet enkelt, men aldrig kedeligt. Der er altid en hest at se til, en fold at reparere eller en udsigt at nyde. For her er virkelig lækkert og grønne marker til alle sider. 
For Mikkel handler det om balance – mellem travsportens spænding og hjemmets stilhed, mellem arbejde og samvær, mellem fortidens erfaring og fremtidens planer.

 

1 årige Aramis Diablo i folden Foto: Lykke Foverskov

Begyndelsen på det hele…

Inden Mikkel fik jord under neglene på sin nuværende ejendom, boede han i parcelhus i Østermarie. 
Allerede inden 1. klasse havde Mikkel fået staldlugt i blodet. Morfaren i Aarhus var også hesteinteresseret, og når Mikkel var på besøg, foregik udflugterne ikke til Den Gamle By eller tivoli, men til Væddeløbsbanen. Der, blandt travheste og summende tilskuere, blev grundstenen lagt til en livslang passion.

Som 13-årig fik Mikkel sin første pony, Beatrix. Beatrix blev begyndelsen på et liv, hvor Mikkel ikke bare husker sine heste, men kan fortælle præcis hvilket år, hvilken farve og hvilke resultater, 
de havde. Detaljer, som for andre hurtigt ville smuldre i hukommelsens tåger, står for Mikkel lysende klart.

Don Rossini havde stort talent, men måtte ulykkeligvis aflives efter et styrt som 4 årig Foto: Martin Timm Holmtav

Spørger man Mikkel i dag, kan han stadig remse op: hvor mange opdræt han har haft, navne på hver eneste hest, fødselsår, løbsresultater, og sikkert også hvilken slags hø de foretrak. Det er ikke bare en sport for ham – det er et arkiv af minder, erfaringer og små anekdoter, der tilsammen fortæller historien om en mand, der lever og ånder for travsporten.

Omaha efter Helpisontheway er ret nem at forelske sig i! Foto: Lykke Foverskov

Og når Mikkel taler om hestene, glider der altid et smil over ansigtet. Det er den slags smil, der fortæller, at kærligheden til sporten ikke kan måles i penge, men i timerne med hestene, eller foran pc’en og de tykke stambøger, på jagt efter netop den kombination, der kan frembringe det perfekte afkom.

Mikkel og Vibe yderst til højre med deres opdræt Harper efter sejr i Dansk Hoppe Derby Foto: Burt Seeger

Harper – den store triumf

En sådan kombination opstod i 2019, da Mikkel avlede hoppen Harper (Broadway Hall). Fire år senere, i 2023, skrev hun sig ind i historien ved at vinde Det Danske Hoppederby – det mest prestigefyldte løb, man kan vinde i dansk travsport. Mikkel og Vibe var naturligvis på plads den sidste lørdag i august, hvor Harper, med en overlegen lethed, stak af fra konkurrenterne. Bag hende sad kusk Michael Lønborg, der allerede med 70-80 meter til mål kunne række armen i vejret og tage imod publikums jubel. For Mikkel var det ikke bare en sejr, men en bekræftelse på, at årelang erfaring, passion og tålmodighed kan munde ud i øjeblikke, der varer evigt.

- Det var stort, det var kæmpestort, mindes Mikkel. Hun var en meget sen hest, hun er kæmpestor. Hun var på auktion under coronatiden og det var jo specielle betingelser, hvor kun få måtte være på plads. Der kom ikke et eneste bud på hende, så jeg beholdt hende. Hun gik til Kaj Jensen i Aarhus og han lagde alt grundarbejdet i hende. Hun gik så ud i et prøveløb i Skive som 3 års og indenfor 30 minutter var der 4 bud på hende. Jeg gjorde mig nøje overvejelser hvor hun skulle hen og hvor jeg troede hun kunne få de bedste betingelser, så det blev Michael Lønborg valget faldt på. 

Sashas afkom fra i år – hoppen Ouverture er lillesøster til Kazio Foto: Lykke Foverskov

Mange heste har gennem årene været i Mikkels rolige hænder, men én står stadig som en klar stjerne på hans himmel – Sasha (Cognac Maritza). Mikkel bliver faktisk lidt varm om hjertet, når 
han taler om sin Sasha. Sin første Sasha. For han har også en Sasha gående på ejendommen i dag. Vi skal tilbage til 1971, hvor han købte hende – og plagen Betina (Victory Lauradel) – i Aalborg. 
Sasha viste sig hurtigt at være noget ganske særligt. I Mikkels regi løb hun sig til otte sejre, og det endda før han selv fik licens i 1977. På det tidspunkt havde han hestene stående på en gård ikke 
langt fra, hvor han bor i dag.
Sasha satte også aftryk i avlen. Hendes første afkom, Hasha (Rex Trolle), markerede sig som toåring ved at blive nummer to til Hawaii Frisco – et resultat, der dengang var lidt af en fjer i hatten for den unge opdrætter.

Sasha - både den 1. og den 2. er Mikkels yndlingshopper Foto: Lykke Foverskov

Fra Bornholm til Digelsgård – og hurtigt hjem igen

Mikkels ungdom bød også på eventyr væk fra Bornholm. I 1975 tog han seks måneder til Digelsgård hos selveste Walther Kaiser, som var tilknyttet Charlottenlund Travbane. 
Det var ikke en hvilken som helst tid – stalden havde hele fire heste med i Derbyet det år: Seven Garbo, Susanne The Great, Smiley Klokkedal og Stormly Tøsen.

  • Det var en stor oplevelse, fortæller Mikkel med et smil, og nævner navne som Torben Fischer, Jan Godtfredsen, Flemming Nielsen, Asbjørn Nielsen og bornholmeren Erik G. Hansen, som alle var en del af miljøet dengang.

Minderne er varme, men lønnen? 

- Den var altså for elendig, griner han, og dermed endte eventyret på fastlandet.

Mikkel kører kun få løb og her er en sejr fra 2016 med Terminator, som han har opdrættet sammen med Frank Mikkelsen Foto: Travfoto Bornholm v/Torben Ager

Mikkel vendte hjem til sin fødeø og gik ind i militæret. Her blev det til fire år som soldat, men ikke uden boglig ballast – han fik samtidig en HF i hus. Den dannede siden grundlaget for en 
merkonomuddannelse, der på sin vis skulle blive hans billet til et stabilt arbejdsliv ved siden af hestene.

Efter militæret fulgte arbejdslivet, og for Mikkel begyndte det på Nordfilet i Nexø. Her var det ikke heste, men fisk, der fyldte hverdagen. Det var også her, han mødte Frank Mikkelsen, kammeraten, der skulle blive en ven for livet.
De to bor i dag kun tre kilometer fra hinanden, og Mikkel lægger gerne vejen forbi Franks gård for at hjælpe med tilkørsel af unghestene. På løbsdage er han en fast hjælper og opvarmer – især for 
Herman K S og Bonny Boy – en rolle, han har haft i mange år. Det er et samarbejde, der fungerer uden de store ord, for Mikkel ved præcis, hvad der skal til, og Frank ved, at han kan regne med Mikkel. For begge handler det om hestene, kammeratskabet og glæden ved at være en del af travsporten. 

 

Mikkel har redet fra før han gik i skole – her på Sweety Will efter en sejr i 1997 Foto: Arkiv

Travsporten har altid været Mikkels hjemmebane, men i slutningen af 90’erne byttede han ind i mellem sulkyen ud med sadlen og kastede sig modigt over montéløbene. Okay, det var en anden stil 
dengang og bøjlerne knap så korte som i dag. Han red blandt andet Winnie Jensens Ulrik Langkjær og Tenna Ipsens Sweety Will. Mikkel var den første til at tage montélicens på Bornholm, og allerede det første år vandt han championatet – på blot to sejre.

Hairspray er mor til denne lækre hingst efter GooGoo GaaGaa Foto: Lykke Foverskov

Der skulle bedre blodlinier til

Omkring 2009 begyndte Mikkel at avle mere målrettet. Hopperne blev bedre og bedre, og i dag er han oppe på øverste hylde inden for travavl. Det er ikke kommet af sig selv – der ligger mange 
timer, meget planlægning og en god portion tålmodighed bag.

Når Mikkel og Vibe skal navngive de nye skud på stammen, følger de deres egne regler: Navnet skal helst være ét ord, og det skal være enkelt, rent og stå stærkt alene. 
Men… indrømmet, der er undtagelser. Ikke alle navne er holdt på ét ord, og Mikkel kan ikke helt forklare hvorfor. 

  • Det er bare blevet sådan, siger han med et skuldertræk, der antyder, at regler er gode – men at undtagelserne sommetider er endnu bedre.

 

Aramis Diablo ved godt han er flot – snart venter en karriere hos Team Untersteiner i Göteborg. Foto: Lykke Foverskov

Gennem årene har Mikkel avlet over 100 afkom. Hver eneste af dem kan han fortælle om – ikke bare stamtræ og resultater, men små historier og særheder, som kun en opdrætter med hjerte og 
hukommelse for detaljerne kan huske.

Af heste opdrættet af Mikkel og Vibe (og også nogle af dem med kammeraten Frank Mikkelsen)
kan nævnes: Harper, Fonseca, Fiore, Don Rossini, Gladiator, Ares, Gullfoss, Hope Of Glory, Jesper Stuhr, Terminator, Notre Dame, Twist’n Shout, Fabrizio, Speedy Star, Fox On The Run S, 
O’Malleys Tøs, Unforgettable, Ice Cream, Kasino og Hit N’Run. 

 

Kasino er frameldt årgangsløbene – men han har lige nu ramt formtoppen Foto: Ole Hinby

Der, hvor lysten til at sælge heste for alvor tog fart, var i 80’erne, da Mikkel først købte Hot Stuff (Linut T) meget billigt da han var brækket ned, men siden fik skik på ham og solgte ham så igen for 
den nette sum af 100.000 kroner – et svimlende beløb dengang. Han fik pengene i en konvolut og lagde dem roligt i en skuffe. Men midt om natten vågnede han og kom til at tænke på dem. Han måtte lige ned, åbne skuffen og sikre sig, at det ikke var en drøm. Jo, pengene lå der. Den var god nok!

 

Kom og køb mig, siger den lækre hingst Nimble – der er på auktion 13/9 i Aalborg Foto: Lykke Foverskov

For at holde sig på toppen og hele tiden udvikle sin avl, rejser Mikkel hvert år til udlandet – gerne til Sverige og Italien – for at hente inspiration og suge ny viden til sig. Han besøger de store 
stutterier, ser de bedste heste og får både aftaler i hus og gode hingste hjem til avlen. Det er en blanding af faglig nysgerrighed, netværk og ren passion, der driver ham ud i verden – og som han 
tager med hjem til Danmark.

Kazio – ser vi påny en bornholmskopdrættet hest i Dansk Trav Derby? Foto: Burt Seeger

Kazio og håbet om endnu en derbydeltagelse

På onsdag er det så næste generation, der skal vise, hvad de kan. Her starter et af Mikkels bedste afkom til dato, den 4-årige Kazio (Muscle Massive), i et udtagningsløb til Dansk Trav Derby. 
Kazio har sejret 5 gange i blot 23 starter og præmiesummen lyder på flotte 527.000 kr. Der er ikke mange, der kan følge Kazio fra start – dér er han i en klasse for sig selv, nærmest som skudt ud af en raket. Han har allerede to flotte andenpladser bag sig i storløbene Grand Circle 3-års Championat og i Jydsk 3-års Grand Prix. I sidstnævnte løb var der ekstra drama: vinderen, Kungfufighting, og Kazio hægtede hjul på opløbet, og i sekunderne efter blev der spekuleret højlydt på, om en diskvalifikation af førstnævnte kunne komme på tale. Måske – bare måske – ville Kazio have taget sejren, hvis ikke sammenkørslen var sket.

Onsdag aften er det de tre bedst placerede heste der kvalificerer sig direkte til derbyet, men skulle det ikke lykkes den vej, ligger Kazio nummer seks på pointlisten. Så chancen for, at Mikkel og Vibe 
står som en af de 12 opdrættere den sidste søndag i august, er utrolig stor – og Mikkel tager det hele med den rolige forventning, som kun mange års erfaring kan give.

  • Kazio er en fantastisk hest, han har utrolig stor lyst til at løbe. Han har trænet godt og distancen er ikke noget problem for ham, smiler Mikkel med et roligt smil. Og alligevel, bag det lune ydre, kan man ane, at der bobler noget under overfladen. Det er ikke hans stil at råbe højt eller lade sig rive med i store armbevægelser, men spændingen er der, det kan I være helt sikre på!

 

Hoppen Nice skal også med på auktion i Aalborg Foto: Lykke Foverskov

Stjerner på vej og plads til flere drømme

På gården går også den nye generation af Mikkels afkom. To hingsteplage, begge med et udseende, der kan få selv erfarne travfolk til at nikke anerkendende. 
Hingstene Aramis Diablo (Calgary Games), er allerede solgt til Stald Untersteiner i Sverige, mens den anden – Nimble (Great Challenger) – skal på auktion i Aalborg d. 13/9, sammen med den 
veludseende etårige hoppe Nice (Enterprise). Hun er i øvrigt lillesøster til derbykandidaten Kazio. 
Mikkel ser også med spænding frem til kapable Karlo Molars (GooGoo GaaGaa) deltagelse i derbyprøverne på onsdag, ikke mindst fordi han har moderen, Hairspray, gående på folden. Hun har et rigtig lækkert hingstføl, Ozzy, også efter GooGoo Gaagaa. 

O’Malleys Tøs løb rekord 12,7 og bidrog til at Mikkel blev årets opdrætter i 2013. Billedet står flot indrammet ved Vibes komfur Foto: Arkiv

Selv med nye stjerner i folden og føl på vej, tænker Mikkel også over, hvordan han vil forme fremtiden. Målet er at komme ned på fire følhopper – ikke fordi lysten til avlen er dalet, men fordi han ser realistisk på udviklingen. Mikkel fortæller:

- Det er generelt blevet sværere at være opdrætter… og dyrere! Omkostningerne i Europa er steget markant, mens præmierne ikke har fulgt med. Det kan nok ikke undgås, at nogle travbaner indenfor 
kort fremtid må lukkes, i både Danmark og Sverige. 

Oona mens det endnu er bekymringsfrit og trygt at gå op af mor Maggies Bed. Foto: Lykke Foverskov

Men Mikkel er ikke typen, der maler fanden på væggen. For ham handler det stadig om at tale travsporten op, dyrke fællesskabet og finde glæden i de gode historier, de store oplevelser og 
hestene, der kan få både ham og publikum til at trække på smilebåndet. Og når man kigger ud over foldene lige nu, står der fire drægtige hopper – små løfter om, at der også næste år vil være nye 
kapitler at skrive i historien om Mikkel, Vibe og deres heste. 
Derudover har Mikkel og Vibe to ustartede løbsheste, Legacy (Muscle Massive) og Madonna (Helpisontheway), som står i træning hos henholdsvis Kaj Jensen og Frank Mikkelsen. 
De er søskende, og begge venter på, at det bliver deres tur til at vise sig frem på banen. For så længe der står en hest i stalden, der venter på at komme i gang, er der stadig grund til at tro på, at de næste store øjeblikke er lige rundt om hjørnet.