Lund & Skovmose

Besøg hos Betina Lund og Michael Skovmose

På den idyllisk liggende ejendom Skovshøj udenfor Rutsker ånder alt fred og idyl denne søndag formiddag hvor redaktionen besøger de farverige Betina Lund og Michael Skovmose.

Med 7 heste i foldene er det især den smukke røde Julius H (Brilliantisme) der finder der meget interessant med gæster. Julius H er egentlig ejet af den mangeårige kvartet Bager, Holm, Jørgensen og Kristensen, men Ole Bager havde ikke plads til Julius på sin gård, så han bor på Skovshøj. 

  • Han er en gadedreng ham der, smiler Michael. Han har faktisk bidt mig i armen engang og jeg har stadig mærke efter det, siger Michael, mens han smøger ærmet op.

Julius H har endnu ikke aflagt sin maidenstitel i 33 starter, men måske vender det snart. 

- Han er ikke så hurtig fra start, så han skal knokle sig til de bedre placeringer. 

Julius H Foto: Lykke Foverskov

Stemningen vender da vi kaster blikket mod den lille sygefold hvor Joy Osiris (Luckycharm Hanover) står.

- Hun har jo startet året fantastisk med 2 sejre i 4 starter, men hun har desværre brækket hovbenet, så sæsonen er slut for hende, før den rigtig kom i gang. Hende havde vi glædet os rigtig meget til, men sådan bliver det ikke, siger Betina. 

Joy Osiris Foto: Lykke Foverskov

Det er parrets tidligere og nu afdøde superhoppe Osiris Steensgård (Golden Globe) der har givet sine fine gener videre til 4 af de 7 heste der går i foldene.

De fleste husker Osiris – en lille sort racer med en vilje af stål. Hele 32 gange løb hun først over stregen – de 31 på Bornholm (oftest med Michael Skovmose som kusk) men hun tog også en flot udenbys sejr i Sverige med Betina i sulkyen.

  • De 4 afkom hun har lavet minder alle enormt om hende. De har alle arvet hendesstarthurtighed og de har det samme glimt i øjet, siger Betina.

Den som ligner Osiris Steensgård rent eksteriørmæssigt mest, er den 4 årige hoppe Kool Osiris ( Cool Vacation) – et vaskeægte hjemmeprodukt, da parret også havde hingsten Cool Vacation som væddeløber. 

Kool Osiris Foto: Lykke Foverskov

Lille og kulsort – fuldstændig som sin mor – er hun netop i fredags i 4. forsøg blevet godkendt til væddeløb i en fantomtid – 21.0/1820 m. 

  • Jeg havde sagt til hende at hvis ikke hun snart begyndte at løbe stærkere så ville hun få en ny karriere som springpony, griner Betina. Kool viste faktisk gode fartressourcer sidste år, men hun tror selv at hun er 2 meter høj og så bliver hun forsigtig og passer på sig selv i svingene. Men det kommer nu, vi har givet hende masser af tid og masser af arbejde.

Michael trækker delehesten Holy Shadow (Trixton) ind fra folden mens Betina tager Kool med, da de er foldveninder. 

Holy Shadow Foto: Lykke Foverskov

Søskendeparret Ronni og Rikke Rasmussen ejer Holy Shadow men de har aftalt at den står hjemme hos Ronni om vinteren og hos Michael og Betina om sommeren. 

Mens Michael giver Holy seletøj på, springer Betina frem med stangmåleren i hånden og udbryder at Kool er vokset 1 cm!! 

  • Hurra hun er nu 148, griner Betina.

Det er netop i dag, at Holy skal ud på sit træningspas — og det sker på den smukt anlagte bane, gemt bag ejendommen. En 600 meter lang, bakket strækning, hvor gruset knaser blidt under hovene, og hvor landskabet åbner sig i alle retninger. På begge sider breder grønne enge sig ud og det er herude rådyr færdes i skovbrynet, fasaner basker op fra græsset, og luften er fuld af fuglesang. Det er et sted, hvor både hest og menneske finder ro…. Lige indtil Holy og 
Michael kommer buldrende med sin store tunge gang og godt aggressiv i sin fremtoning.

Træningbane Foto: Lykke Foverskov
  • Hun er en arbejdshest uden lige, men hun bruger også mange unødige kræfter på at være gal. Hun skal starte på og så må vi se hvor langt det rækker, fortæller Michael.

Snakken falder på Hot Osiris (Quid Pro Quo), der efterhånden har gjort det til en vane at hente penge i stort set hver eneste start. Hun har indtil videre blot én sejr på CV’et, men det findes der forklaringer på. 

- Hun blev sidste år ramt af en slem lungebetændelse og det satte hende noget tilbage. Hun er jo vanvittig hurtig fra start og nu hvor hun igen er helt frisk, spirer forhåbningerne om, at der i år kan føjes flere sejre til statistikken, smiler Betina. 

Førstefødte First Osiris (The Liquidator) er faktisk til salg og efter hans udseende at dømme ville mange stå i kø for at få fat i denne lækre vallak - men han er ikke en nybegynderhest.

First Osiris Foto: Lykke Foverskov
  • Han er en rigtig blærerøv, han ved godt hvordan han skal tage sig ud i opvarmning for at få blikke. Han kan godt tage fat og det kræver noget rutine at sidde bag ham. Men han har vundet i år og han skal starte på i formløbene og hygge sig med det, fortæller 
    Michael.

 

Alderspræsidenten på Skovshøj er smukke Expressstone (Wishing Stone) som meget gerne vil kæle når vi står ved foldene. Expressstone der har været på øen siden XXX solgtes til Betina 
og Michael og deres mangeårige gode ven Leif Nyboe i sommeren ’22. Især ved sæsonstarten sidste år viste Expressstone og Leif at de om nogen kunne finde målstregen. De tog hele 4 sejre i træk og blev på en måde en rigtig ”yndlingsekvipage” for de bornholmske travgæster. 

Expresssstone Foto: Lykke Foverskov

Optakten til sæson 2025 har dog ikke været af bedste mærke. Leif og Express havde et lille træningsuheld hvor Express løb løbsk og han fik en lille skade på sine sener. Så første start for ”det gule par” må vente et par måneder før han er helt klar igen. 

Betina og Michael er ingen vårharer længere – faktisk minder de redaktionen om flere gange undervejs i besøget, at ”de jo er pensionister nu” – de fylder henholdsvis 65 og 67 år, og det 
sammenholdt med en masse nye regler og bureaukrati i travsport, har gjort at parret gør sig tanker om deres fremtid i sporten. 

- Vi er jo farverige, og at kalde det dyrevelfærd ikke at måtte have et pink næsebånd eller en pink pisk er skørt, fortæller Betina. 

Betina Lund og Michael Skovmose Foto: Lykke Foverskov

Michael tilføjer at eksempelvis manglende info om sko udløser en bøde eller at man får anmeldelsesforbud for små ting, gør bare det hele lidt mere surt at være i. 

- Vores lyst til travsporten er der fortsat, det ligger i blodet. Vi fik licens i ’77 og ’78 og det har siden og er stadig hele vores liv. Mon ikke vi bliver ved så længe vi kan, smiler de til hinanden. 

Rene Ravn opkaldt efter Betinas gamle læremester på Lunden. Foto: Lykke Foverskov

Selvom trav fylder meget, elsker Betina og Michael at rejse og opleve verden. I år går turen til solrige Egypten og det kræver at der ikke er så mange heste at passe for dem der hjælper derhjemme, mens de slikker sol.

Samarbejde Foto: Lykke Foverskov

- Målet er at vi skal ned på 4 heste til efteråret, fortæller Betina, men om vi rammer det helt nøjagtigt ved man jo aldrig.

Foto: Lykke Foverskov