Henriette og Stefan Lind-Holm

I mere end 35 år har Henriette og Stefan sat deres præg på den bornholmske travsport. Sammen har de skabt en stald, hvor både rutine, hjerte og hårdt arbejde følges ad – og i dag råder de over ti 
væddeløbere i de idylliske omgivelser ved Almindingen.

Da vi ankommer, er hverdagen i fuld gang. Skipper, som Stefan kaldes til daglig, kommer kørende i sin traktor for at præparere ridebanen til dagens træning, mens Henriette med vanlig energi er i gang med at slå græsset. Solen står højt på himlen, og de grønne omgivelser danner en malerisk ramme om en stald, hvor travsporten leves og åndes. Rundt om gårdspladsen folder hverdagen sig ud i et velorganiseret hesteunivers: walkeren venter på at blive skovlet så staldens væddeløbere kan motioneres, sandridebanen der ligger nypræpareret og klar til dagens træningspas, og store folde, 
der strækker sig hele vejen rundt om ejendommen. Her får hestene lov at være heste – med masser af luft, lys og plads til at boltre sig.

Stonefire U S – den ædle amerikaner

Den første, der byder os velkommen, er hingsten Stonefire U S (Wishing Stone). Med sine 152 centimeter i stangmål og et roligt sind, der ikke levner meget plads til hingstethed, gør han ikke 
stort væsen af sig – men bag det beskedne ydre gemmer sig en meriteret amerikanerhingst, ædel og smuk, og med en udstråling, der vidner om klasse. Karrieren begyndte i hjemlandet USA, og siden 
fortsatte han under Bo Westergaards vinger, hvor han hentede flotte resultater og gode præmiesummer i både Danmark, Sverige og Norge.

For godt et år siden fik Stonefire fornøjelsen af at snuse den bornholmske luft i næsen, og på sine få starter har han vist, at den lille bane passer ham fortrinligt. De seneste tre måneder har han ikke 
startet pga. en gammel seneskade der givetvis brød op under ridetræningen. 

- Det er simpelthen sådan en lækker hest, og han er faktisk startklar igen, siger Henriette spændt, mens hun giver ham en gulerod og et kærligt klap. 

Cerosso – fra nulklassen til Bornholmsmesterskabet

Næste hest i rækken er 11-årige Cerosso (Quite Easy U S). Han kom til stalden som treåring fra Jeppe Juel med blot én start på CV’et. Det blev hurtigt tydeligt, at galopper ville blive en tilbagevendende udfordring – mere end halvdelen af hans løb har indeholdt galopper. 
Mange ville nok have opgivet at få en stabil væddeløber ud af den lidt vanskelige vallak, men både Henriette og Skipper fandt noget særligt i ham. Og ejerkredsen, Stald Staldbajer, valgte at tro på, at Cerosso en dag ville finde rytmen.

Det valg har betalt sig. Otte år senere har Cerosso givet publikum både gåsehud og grå hår, og han er gået hele vejen fra 0-klassen til på lørdag at stå klar i Bornholmsmesterskabet – i øverste klasse. 
En rejse, der siger alt om både hestens vilje og det tålmodige arbejde, han har fået med på vejen.

- Han er simpelthen sådan en dejlig hest, fortæller Henriette mens hun gør ham klar til dagens ridetur. Han gør aldrig noget forkert, han må være verdens sødeste hest, smiler Henriette og giver ham et kærligt klap. 

Skipper tilføjer: 

- Han har ikke haft det store talent til at løbe væddeløb, det er ren og skær tålmodighed og hans store styrke, der har bragt ham hertil. Vi prøvede at forcere ham som 3-4-års, og det gik ad h… til. Derfra gjorde vi så alt på Cerossos præmisser, og det har jo som regel gået godt. Nu er han 11 år og rekordforbedrede i sin sidste start, griner Skipper og ryster på hovedet, som om han selv knap kan fatte det. Det er jo helt skørt – hvem sætter personlig rekord som 11-årig?

Skipper tror ikke, at Cerosso kan vinde Bornholmsmesterskabet – og det siger han uden omsvøb. For sådan er han: altid realistisk, og aldrig typen der lover mere, end en hest kan indfri. Netop 
derfor lytter folk, når han alligevel udtrykker tro på en hest. Hans ord vejer tungt, fordi de hviler på erfaring, jordnærhed og en sjælden evne til at se hestens reelle potentiale.

Cerosso er måske ikke Skippers bud på en BM-vinder, men ingen er i tvivl om, at han er banens absolut stærkeste hest. Han kan gå i de tungeste spor og alligevel finde kræfter til at afgøre løbet, 
når det gælder. Cerossos force ligger på de lange distancer, hvor udholdenheden og råstyrken for alvor kommer til sin ret – og Bornholmsmesterskabet er 2420 meter. Den lidt misvisende resultat-række i år skyldes da også primært, at kalenderen kun har budt på få lange løb, som passede ham. Der er ingen tvivl om at BM i år bliver utrolig spændende!

Readytorace Bira – Stald Staldbajers nye stjerne

Readytorace Bira (Raja Mirchi) har været på Bornholm lidt over 1 år. Hun har virkelig været en dygtig hoppe med flere flotte præstationer. Hun går konstant gode løb og bliver endnu en god hest 
for Stald Staldbajer - en ejerkreds, der gennem årene har haft den ene gode hest efter den anden og sat tydelige aftryk på bornholmsk travsport. 

Hejdi og Thomas – Truckservice Bornholms dynamiske duo

Også Otto og Annette Pedersen, der står bag Truckservice Bornholm, sætter deres aftryk i stalden som engagerede hesteejere. De har de to herlige væddeløbere Hejdi Hovmand (Gigant Neo) og Kissed By Rain (Brilliantisme).

Hejdi har for alvor fundet melodien i både forrige og denne sæson og ligger i øjeblikket nummer to på sejrslisten over flest sejre på Bornholm i denne sæson. Hele 5 gange er hun løbet først over 
stregen i år. Senest kvalificerede hun sig via en 3. plads videre til finalen i Amatør Elite Cup, som køres på Derbysøndagen – et løb med hele 25.000 kroner til vinderen.

- Hejdi brugte vi lidt tid på at lære at kende, men hun trives vældig godt hos os. Hun bliver udelukkende ridetrænet, det kan hun faktisk bedst lide. Det bliver rigtig spændende at se hvordan hun er at rejse med, det bliver meget afgørende for om hun går et godt løb, siger Skipper. 

Kissed By Rain har haft en noget udfordrende vej. Som plag pådrog han sig skader, der stadig udfordrer ham i perioder.

• Han er en virkelig stærk hest og han har et stort talent, men fysikken driller ham, fortæller Skipper.

Kissed By Rain viste allerede tidligt i sin karriere, at han er en rendyrket vindertype. Undgår han galop undervejs, er han næsten altid med helt fremme i feltet. ”Thomas”, som han kaldes i daglig 
tale, gav for alvor prøver på sit talent i 4-års Mesterskabet for to starter siden. Her havde han overflod af fart, og var det ikke for den skæbnesvangre galop netop i det øjeblik, han tog spidsen, 
havde konkurrenterne formentlig kun fået lov at se hans baghove.

Travsport som familieliv

Henriette og Skippers søn Emil er i dag primus motor på fire af hestene i stalden, og hans engagement er stort – ja, faktisk rækker det til alle hestene, for passionen for travsporten deler han med sine forældre. 

- Det har altid været en del af vores familie, at dyrke travsporten. Det har fyldt hele vores liv, fortæller Skipper. Nu hvor alle tre børn er flyttet hjemmefra, er sporten stadig det, vi samles om - selvfølgelig sammen med de to små børnebørn og de svigerbørn, der er kommet til. Emil stortrives som sagt med travsporten, hvorimod døtrene Ida og Fie ikke interesserer sig synderligt meget for det, men gerne gæster travbanen når de er hjemme på øen.

Itziar og Fromajacktoaking – Stald Five Jacks’ hjerteheste

Itziar (SJ’s Caviar) og Fromajacktoaking (Muscles Yankee) ejes begge af Stald Five Jacks. Førstnævnte kom til stalden for et års tid siden og har allerede leveret flere fine løb. På det seneste har vi dog ikke set hende i sin bedste udgave – og der er en god forklaring på det.

 – Hun har haft en slem infektion efter et flåtbid. Hun var helt væk i løbene og ville slet ikke fremad, fortæller Skipper. Efter en hård antibiotikakur står den nu på ro og genoptræning, og det varer lidt endnu, før vi får hende at se på banen igen.

Anderledes ser det ud med Fromajacktoaking. Han klør på og træner rigtig godt, og når Skipper taler om ham, bliver han næsten lidt rørstrømsk. 

– Han er en af de lidt ældre heste, som jeg virkelig holder af. Vi har et særligt forhold, fortæller han. Fromajacktoaking er den ene af de to heste, Skipper selv rider på, (den anden er Hejdi) og selvom 
han med glimt i øjet indrømmer, at han ikke ligefrem er nogen mester til ridning, så ligner det næsten, at “Jack” passer på ham, når de to arbejder sammen på sandbanen.

Stald Five Jacks’ allerførste travhest er netop Fromajacktoaking, og det siger noget om, hvor meget han betyder for ejerkredsen. For en af ejerne – Per Fisk - har hesten gjort så stort et indtryk, at han 
ligefrem joker med, at han vil købe en ejendom bare for at Fromajacktoaking kan nyde sine ældre dage dér – omgivet af kærlighed og med al den omsorg, han fortjener. 

– Nåede jeg at sige, at han i øvrigt snart vinder?! råber Skipper med et glimt i øjet, mens han gør boksen klar til Fromajacktoaking, der netop har overstået dagens træning. Forholdet mellem de 
to er tydeligt for enhver. Mens Skipper lægger sidste hånd på sin yndling, læner han sig ind til hestens øre og hvisker:

• Det var godt, drengen – skal du ind og drikke vand, før du skal ud igen?

Det er 5. sæson at stalden har den sorte perle. Han er en super allround hest, der både har startet på 1600 og 3000 meter. 

Kåsgård – Den gode årgangs håb

Den 4-årige hoppe Kåsgård (Wishing Stone) er ejet af ”Stald Den gode årgang” – 3 gode venner, Jesper, Erik og Stig, som har gået i folkeskoleklasse sammen. 

- Det er virkelig en hest jeg kan lide, hun fik pludselig en dårlig hov og galopperede 2 gange i træk, hun går nu over til normal skoning igen. Hun træner rigtig godt! fortæller Skipper. Kåsgård har tjent penge i hver eneste start på Bornholm og ligner en hest der vil bringe stalden gode oplevelser. Hun står endnu kun noteret for en enkelt sejr, men det bliver der nok snart lavet om. 

Kenzo River – den uheldige kæmpe

Næstsidste hest i rækken er Kenzo River (Going Kronos), som ejes af venner og familie i stalden Vildas Vintervenner. Han har haft hjemme på Bornholm i tre år, men først i denne sæson har han 
skiftet til regi Henriette og Skipper. Begge kunne tidligt se, at der var noget fornuftigt gemt i ham – men det har langt fra været lutter lagkage.

– Det er verdens mest uheldige hest! udbryder Skipper næsten, inden han remser op: startspor, managering, kuskepræstationer, skader… alt synes at have stået ham imod. Så stopper han op et 
øjeblik, som for at samle sig, og et mere eftertænksomt smil breder sig:

- Han får et rigtig godt efterår, det er jeg overbevist om.

Hunger Rain – 9+1’s fornøjelige oplevelser

Sidste hest i den ti hestes store stald er Hunger Rain. Han ejes også af Emil og en flok gode venner i stalden 9+1, som har haft mange sjove oplevelser sammen med ham. Som 3-åring blev Hunger Rain 
sendt i svensk træning, og det var også på den anden side af Østersøen, han gjorde sine første fem starter. Tilbage på Bornholm har han leveret stabile og solide præstationer. 

- Han er desværre skadet lige nu i et led. Og det ser noget langvarigt ud, men han skal nok komme igen, siger Skipper. 

Et liv viet til travsporten

I mere end tre årtier har Henriette og Skipper været blandt de stærkeste profiler på Bornholms travscene. De har leveret resultater, historier og oplevelser, som publikum vil huske i mange år 
frem. Men selv for to så erfarne travfolk er fremtiden ikke uden forbehold.
Er I samme sted om ti år? spørger vi.

- Nej, lyder det samstemmigt. Man skal stoppe, mens man kan være med. Kører de fra én, skulle man være stoppet. Der sker hele tiden nye ting, og man skal hele tiden forbedre sig, siger Henriette som endvidere er af den overbevisning, at travsporten måske kan leve uden nødvendigvis at have 100 heste og 100 kuske – mange vælger i dag alligevel at bruge catchdrivere. 

Skipper ser anderledes på det: 

• Så er travsporten død. Når man dyrker sin hobby, skal det være et frirum, og det er det ikke mere. Det er nærmest en afhøring. Der er så mange regler og afkrydsningsskemaer, at man mister glæden ved det. Jeg læste godt, hvad Frank Mikkelsen udtalte til det samme spørgsmål – og jeg giver ham helt ret.

Alligevel er motivationen intakt. Henriette smiler: 

- Jeg kan stadig rigtig godt lide det, men jeg vil gerne have lidt pauser ind imellem. Når børnene er hjemme, vil jeg være hos dem i sommerhuset, så kommer jeg kun hjem hvis vi skal træne. Jeg nyder også at tage til København en weekend og være sammen med ungerne.

For Skipper er drivkraften fortsat de hesteejere, der tror på Henriette og ham – og ikke mindst sønnen Emil, som er primus motor på fire af hestene og den, der dagligt giver energi til staldarbejdet. 

- Det har altid været en del af os som familie at have travheste. Når det så skal slutte, så slutter det. Vi kommer nok ikke til at trappe ned. Det er enten eller, siger Skipper. 

Spørgsmålet er altså ikke, om Henriette og Skipper en dag stopper – det er kun hvornår. Men indtil da er der stadig fuld damp fremad i Almindingen, hvor hestene, familien og travsporten fortsat er 
omdrejningspunktet.