Bornholms Brand Park

Mobile navigation

En markant stemme er nu tavs - Palle Dahl Pedersen er død

bårebuket
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
22. november 2022 9:00

I næsten alle sammenhæng har den bornholmske travsport mistet en markant profil ved Palle Dahl Pedersens dødsfald.

I hele Travdanmark var han kendt. I mange år kom Palle Dahl Pedersen rundt overalt i landet, og på alle travbaner, især via sit vognmandsfirma, Palles Hestetransport.

Palles Hestetransport

Palles Hestetransport

Som amatørkusk startede han, i perioder med stor succes, på alle de danske travbaner. Mere end 250 sejre er det blevet til gennem årene siden den første start i 1960 i forbindelsen med premieren på den bornholmske travbane. På Bornholm drejer det sig om 195 sejre, her iblandt andet to sejre i Bornholmsmesterskabet.

Bornholmsmester med sin fars hest

Palle Dahl Pedersen kørte sine første travløb i 1960 med sin fars hest Termit Cathrineberg, men den var ikke meget for at komme først over stregen. Sin allerførste travsejr vandt Palle såmænd ikke på Bornholm, men i 1961 i Aalborg i en amatørmatch.

Palle fik sin første hest i Frovin. Den var ikke helt let at køre, men nogle sejre blev det til. Den første sejr med ham fik Palle på Charlottenlund Travbane til et kæmpe vinderodds, og i V5-spillet fik en enkelt storspiller derved 76.000 kr., - og vi altså tilbage i 1965. Også med hesten Bulder fik Palle sejre i de første år, mens den første store triumf kom med den bornholmskopdrættede Hanover Lupi, der var ejet af hans far, Thor Dahl Pedersen. Sejren kom i Bornholmsmesterskabet i 1969. I 1977 sejrede Palle igen i BM, det var med hans egen hest, Ringo Toft.

Palle Dahl Pedersen Med Sin Pokal BM Vinder Ringo Toft

Palle Dahl Pedersen med sin BM-pokal som han vandt sammen med Ringo Toft. 

Også i Årgangsmesterskaberne har Palle Dahl Pedersen triumferet i. I 2-årsmesterskabet med Joki i 1984, og igen i 1995 med hans mest kendte hest, Action Hanover. Palle sejrede også med Joki i 3-årsmesterskabet i 1985.

Den bornholmske flyvemaskine Action Hanover var kendt overalt

Palles sejrsvante Vestregård-heste fra gården af samme navn; Django, Elton og Katinka, med efternavnet Vestregård, fejrede Palle utallige triumfer med. De var næsten bedre gående på de øvrige travbaner end på Bornholm. Andre af hans sejrsheste var der navne som Tavse 66, Lesek Simoni og Mafioso Simoni, og ikke mindst The Boss, sidstnævnte sejrede mange gange også for sønnen, Michael Dahl Pedersen.

Efter nogle lidt stille år fik Palle et forrygende kuske come-back med det ”bornholmske krydsermissil” Action Hanover, der en overgang, via TV-reportager og forrygende sejre på travbanerne, blev en af Danmarks mest kendte og populærste heste, flere gange kåret som Månedens Hest i fagbladet Væddeløbsbladet. En af Palle Dahl Pedersen største sejrsdage var i 1983 i Århus, hvor han vandt både indledende og finale af et stort amatørløb med Action-hesten samt vandt endnu et løb denne dag, med The Boss.

ACTION HANOVER PALLE DAHL PEDERSEN ENDNU SEJR VINDERCIRKLE FOTO B SEEGER

Action Hanover og Palle Dahl Pedersen i vindercirklen efter endnu en sejr. Foto B. Seeger.

30 års Jubilæumsløb

Den 18. juni 1990 blev der afholdt et jubilæumsløb på Bornholms Brand Park, hvor der deltog både tidligere professionelle trænere, nu med dagslicens på dispensation, samt bornholmske amatørkuske, der alle havde kørt på premieredagen 1960.

Travformand Arne Kjøller satte alt på et bræt, og kørte frisk til fra start med sin hest, mens Walther Kaiser-Hansen fik fejl på med sin kørehest. Efter par omgange var Kjøllers hest ved at blive lidt mat i knæene, og Kahajlan med træner Eivind Schnell blev sendt til føring skygget af Haritza Vic og Hurry Speed, med henholdsvis Carsten Jørgensen og Palle Dahl Pedersen. Palle og Hurry holdt til målstregen i dette specielle løb, Carsten Jørgensen blev anden, men den bornholmskfødte træner, Jens Ipsen blev tredje.

Rap i replikken

Der har altid været action over Palle. Frisk kørsel og med et frisk temperament har det aldrig været kedeligt at overvære et løb, hvor Palle deltog. Rap i replikken og med høj røst og lun ironi var Palle et populært indslag i interviews efter løbene.

At temperamentet slog gnister ind i mellem hos er ingen hemmelighed. Dommerne og de andre travkuske fik ren besked, men alt blev hurtigt glemt, og man kunne begynde på en frisk. Palle tog selv handsken op, og virkede som travdommer en årrække, ligesom han i en lang række år var bestyrelsesmedlem, og også formand for den lokale bornholmske hesteejerforening.

Palle Dahl P

Palle Dahl Pedersen

 

Tvunget til at stoppe

I 2007 blev det til en tredjeplads i DM for Amatører og ligeledes har Palle Dahl Pedersen deltaget Nordisk Mesterskab for amatørkuske, afholdt i Norge, hvor det blev til en tredje- og en femteplads ved de to første køøreture.

Den 10. oktober 2008 deltog farverige Palle Dahl Pedersen i sit sidste officielle travløb. Det var med hesten Mr Idea. Han var nu tvunget til at stoppe på grund af de daværende aldersregler.

Palles Sidste Loeb Bh Mr Idea 10 10 08

Palle Dahl Pedersen i sit sidste løb med Mr. Idea 10-10-08.

Palle Dahl Pedersen kørte sit sidste travløb i et Old Boys-løb på Fyens Væddeløbsbane i 2010. Samme år deltog han også i et tilsvarende veteranløb på Bornholms Brand Park i anledning af banens 50-års jubilæum.

Utallige er de – som regel sjove – historier, som Palle kunne fortælle om sine mange oplevelser og de mange travmennesker, han havde mødt i sit lange travliv. Han var altid god for en historie, og det er vi mange, der har nydt godt af.

Helt til det sidste var hver torsdag formiddag samlingspunkt sammen med travvennen fra de første travår på Bornholm, Leo Rasmussen, og så blev ellers verdenssituationen debatteret, og ikke mindst det sidste nye indenfor vores travsport!

Palle Dahl Pedersen har holdt sammen med sin hustru Clara i mere end 50 år. Nogle store travfamilier har det været. Palles far kørte travløb, Clara, hendes far, og hendes fem brødre har alle kørt travløb, og Palles fire brødre har også på en eller anden måde været involveret i sporten, ligesom Clara og Palles to børn, Marianne og Michael, har været travkuske. Michael Dahl Pedersen har været amatørchampion i en enkelt sæson.

De sidste år for Palle Dahl Pedersen drejede det sig meget om hyggecykelture og ikke mindst golfspillet sammen med sin familie. Travsporten blev fulgt på TV, især når Brad Pitt startede, hesten som Palle Dahl Pedersen stadig var medejer af.  Kusk var som regel sønnen Torben Dahl Pedersen.

Foruden sin hustru efterlader Palle Dahl Pedersen sig fem børn, ni børnebørn og fire oldebørn.

Palle Dahl Pedersen ville være fyldt 86 år i januar måned.

Bisættelsen er på lørdag kl. 13:30 i Rønne Kapel

 

Ære være Palle Dahl Pedersens minde.

 

Af Kenn Erik Bech

Billeder: Kenn Erik Bechs arkiv

Bornholmsbrand Travfotobornholm Rønne Revision.4

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder bornholmsbrandpark.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere