Bornholms Brand Park

Mobile navigation

Fra Jylland til Sjælland og nu Bornholm – 17 år i DTC

Tine & Gladys (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
30. december 2020 8:00

2020 blev et skelsættende år på flere måder for Tine Nilsson og hendes familie. Efter mange år på Sjælland flyttede nordjyden sammen med mand og deres to fælles børn til Bornholm, men hun har stadig sit samme arbejde, som hun har haft siden 2003; Ansat i Dansk Travsports Centralforbund. Nu deler hun kontor på Kannikkegård med Charlotte Berg og Thea Kragskov fra Bornholms Travselskab.

-Jeg synes, vi er blevet taget rigtig godt imod herover, ja, jeg føler næsten mig hjemme allerede, opsummerer Tine Nilsson den relativt korte tid hun har boet på Bornholm. Corona-restriktionerne gør det dog ikke specielt let, heller ikke i forhold til aktiviteter sammen med børnene og de lige nu begrænsede sociale muligheder for at lære andre forældre bedre at kende fra f.eks. børnenes skole og børnehave.

Hestene er allerede ankommet

Familien har erhvervet landejendommen ”Frederiksdal” i Vestermarie med 12 hektar jordtilliggende, og der er allerede kommet flere heste.

-Vi fik først tre ponyer fra Max Nielsen på Sjælland og hans datter Nanna, og nu har jeg sammen med min mor også fået en travhoppe, fortæller Tine Nilsson.

Det drejer sig om den norsk registrerede hoppe Gladys E P (N), der gjorde det godt i sin aktive karriere med rekord 14,4am og en indtjening på mere end 100.000 kr. Gladys E P har ren amerikansk afstamning med Donato Hanover og Streetsmart som forældre. Tine Nilsson glæder sig til at være travopdrætter og de mange opgaver, der følger med.

-Der bliver spændende at skulle vælge hingst til vores hoppe, og så forhåbentlig få et dejligt føl til at springe rundt. Både Tine og hendes mand har hele tiden haft en drøm om et landsted med god plads, og Tine får nu også sin drøm opfyldt om at blive opdrætter af travheste. Familien har i øjeblikket travlt med at renovere staldbygningerne.

-Først staldbygninger, det er vigtigst, så må stuehuset komme bagefter, griner Tine Nilsson.

Tine & Gladys (1)

Heste fra barnsben

Tine Nilsson har haft travheste helt tæt på siden barndommen. Forældrene var travtræner Troels Boeck og mor Maj-Britt Andreassen var ivrig amatørkusk med gode resultater, bl.a. blev det til en bronzemedalje ved Europamesterskaberne for kvindelige amatørkuske, dét år afholdt i Østrig, hvor den danske tredjeplads kom i hus. Det var på Stutteri Nyborggård i Hvorup, hvor der især var travlt i bedækningssæsonen, da der var opstillet avlshingste på gården.

Da forældrene flyttede hver til sit, blev det nu Nørre Halne på en gård sammen med moderen, der stadig havde travheste. Det var en fælles hobby for mor og datter, og Tine fik også amatørlicens til at køre i løbene. Tine trak dog stikket nogle år i forhold til travhestene, og i stedet blev det rideheste.

”Midlertidigt” til Sjælland

Efter skolen søgte Tine Nilsson ind i militæret, og det blev til Livgarden og Høvelte på Sjælland.

-Det skulle bare være midlertidigt, det med mig og Sjælland, men her blev jeg hængende, siger Tine Nilsson, der kom på sergentskole i Sønderborg, og derefter tilbage til Høvelte. Men ikke langt derfra lå stutteri Focus, hvor travtræner Axel Jacobsen lejede sig ind, og her begynder Tine at hjælpe til, og hun fik sine egne pasheste.

-Jeg var med ude og rejse, når vi startede på andre baner og i udlandet, husker Tine Nilsson, der bl.a. var med, da Axel Jacobsen startede Frøkjær Jeans i Frankrig.

Forbindelsen til Centralforbundet kom i 2003, da Tine Nilsson fik at vide, at der var en stilling ledig i bogholderiet hos DTC.

-Jeg havde ellers en drøm om at blive politibetjent, men jeg fik en knæskade, og selv om jeg ikke kunne se mig selv som kontormedarbejder, så slog jeg til, det skulle være midlertidigt.

Det med det midlertidige skal man ikke tage alt for bogstaveligt, når det handler om Tine Nilsson. Hun er stadig ansat i DTC, og er for længst gået over i administrationen, og i øvrigt er bogholderiet overgået til Dansk Hestevæddeløb.

Bopælen var nu Gentofte, men så da Morten kom ind i billedet, blev det i stedet den lille by ved Tisvildeleje, Vejby, der blev bolig for parret, der i 2012 og 2016 blev beriget med døtrene Ella og Esther.

Flytning til Bornholm

Tanken om at flytte til Bornholm opstod faktisk først i efteråret 2019. Forinden havde man ellers drøftet muligheden for at købe et fælles sted ude på landet sammen med et andet vennepar og deres børn. Tine og hendes mand havde været på Bornholm nogle gange på ferie, og næsten ud af intet dukkede bornholmertanken op.

-Jeg foreslog det til Morten og også til vores vennepar, siger Tine Nilsson. Det gik vi og tænkte over lidt, og med i disse tanker var også, at vi begge, min mand og jeg, sad to timer i hver vores bil hver dag for at komme på arbejde. Den tid ville vi hellere bruge med hinanden og sammen med børnene, men priserne for at købe noget i Nordsjælland er som bekendt ret høje, og desuden er det besværlig at købe noget sammen med andre.

Som sagt så gjort. Nu skulle der tages stilling til jobbene. Tine fandt en ledig underviserstilling på Campus Bornholm til Morten, der er uddannet mekaniker og arbejdede som værkfører.

-Han sagde nej i første omgang, men så blev stillingen genopslået, og så sagde han ja.

DTC-arbejdet

Efter aftale med DTC’s daglige leder Klaus Storm, blev de enige om, at Tine Nilsson kunne forsætte sit daglige arbejde for forbundet, og dele kontor med Bornholms Travselskab.

DTC består i dag kun af tre administrative medarbejdere foruden Klaus Storm. Således må disse tre medarbejdere kunne dække hinanden ind nogenlunde i forhold til de opgaver, de pålægges. Foruden Tine Nilsson taler vi om Peter Stenaa og Susanne Olsen.

Arbejdsopgaverne er meget forskellige. Tine Nilsson nævner emner som import/eksport, licenser, telefonbesvarelse af enhver art, ajourføring af resultater og udarbejdelse af startpapirer med mere for danske hestes starter i udlandet; en opgave, der kan tage en del arbejdstid, og nok mere end man tror. Ejerskifte er selvfølgelig også en del af Tine Nilssons arbejdsopgaver, noget som bornholmerne nu får gavn af ligesom vaccinationer og lignende. Det kan ordnes på kontoret på Kannikkegård, ligesom man f. eks. også kan aflevere andre papirer til behandling i DTC.

Tine Kontor

Dopingarbejde

Antidopingarbejdet er også omfattende og tidskrævende, hvor Tine Nilsson registrerer alt vedrørende dette arbejde samt kan foranstalte uanmeldte besøg i staldene både på banen og derhjemme. Der skal laves en dopingplan til dommerne. De fleste er tilfældige udvalgte, men der f.eks. regler for dopingprøver i visse løb, ligesom, der skal rekvireres en behandlingsjournal på hestene. Der skal føres statistik over alt dette. DTC har en forpligtelse for dette, og for at der tages et vist antal prøver, overfor det europæiske travforbund.

Tine Nilsson var allerede på Lunden dopingkontrollant, og har også været vægtforstander såvel som løbssekretær, sidstnævnte er også allerede blevet prøvet ved løbene på Bornholms Brand Park i år.

-Jeg savner selvfølgelig mine kollegaer ude i Hestesportens Hus Charlottenlund, men vi taler jo hele tiden sammen, og ellers er jeg blevet godt modtaget her, oplyser Tine Nilsson, der håber på julebesøg på Bornholm af den nærmeste familie, og her tænkes bl.a. på mor og mormor fra det jyske. Og skal det tilføjes, at det vennepar, som man talte om at købe bolig sammen med på Sjælland også er flyttet til Bornholm!

De bor også på et landsted i Vestermarie med pony, fjordhest og en meget gammel travpensionær ved navn Texas Song.

Om opholdet på Bornholm også bliver et ”midlertidigt” ophold vides jo ikke, det svært at spå om fremtiden, men i forhold til det Tine Nilsson hidtil har erfaret i sit liv vedrørende ”midlertidigt”, så kan det blive til mange gode år på Bornholm for hende og hendes familie.

Bornholms Travselskab og Bornholms Brand Park ønsker Tine stort tillykke med fødselsdagen i morgen, den 31. december!

Af Kenn Erik Bech

Bornholmsbrand Travfotobornholm Rønne Revision.4

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder bornholmsbrandpark.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere