Bornholms Brand Park

Mobile navigation

Bornholms lokale Travderby afgøres tirsdag aften

Sempre Avanti med John Gommans 21 Juli 2018 - Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA_3125 (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
22. juli 2019 8:00

Der findes kun ét Derby, og det afgøres på Charlottenlund Travbane i næste måned. I betydelig mindre målestok, men dog med masser af stemning blandt de forhåbentlig mange tilskuere, afgøres Bornholms eget lokale ”derby” på tirsdag, hvor syv ekvipager kæmper om pokal, ære, og den fine førstepræmie i Knud Jensen & Søns 4-års mesterskab.

Mens Derbyet i København er afviklet siden 1898, kørtes det første årgangsmesterskab for de 4-årige på Bornholm i 1966. Med en enkelt undtagelse, i året 1968, er det blevet kørt siden. Det er således 4-års mesterskab nummer 53, der køres, og de fleste er enige om, at favoritten hedder nr. 6 Baunely’s Diamant (S) med John Mikkelsen. Distancen er dog 2400 meter, så meget kan ske undervejs.

Baunelys Diamant Med John Mikkelsen  - 3 Juli 2018 - Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA_1672

Foto Torben Ager

Jesper vandt 4-års mesterskabet to gange!

Minioverskriften her lyver ikke. Det skyldes, at i de første to mesterskaber, i 1966 og i 1967, slog man 3-års og 4-års mesterskaberne sammen. Det skyldes, at der endnu ikke var født så mange bornholmske travopdræt i de første fem år af banens levetid. Og det var først og fremmest dem, der skulle deltage i årgangsmesterskaberne. Det var sjældent, der blev solgt ungheste fra det øvrige land dengang. Det var mest ældre travere, der endte på Bornholm, heldigvis har det ændret sig.

Men 3-årige Jesper vandt i 1966 det første årgangsmesterskab, benævnt 3 & 4-års-Mesterskab for sin ejer og opdrætter, Kaj Jørgensen, Nexø. Han havde fin succes de første år på banen, og var i stand til at købe lidt bedre heste end gennemsnittet til Bornholm. I 1964 vandt Kaj Jørgensen det bornholmske travmesterskab med hurtigtraveren og derbydeltageren Sorrento, et velkendt hestenavn her på banen i øjeblikket. Sorrento ”nummer to” vandt igen i tirsdags et ungdomsløb for Terese Møller.

Kaj Jørgensen begyndte at opdrætte sine egne heste, og den første af dem var netop Jesper, faldet efter Snowflake, den gamle Derbyvinder, som Carl Edvard Mogensen havde sørget for, var kommet til Bornholm.

Når man ser på Jespers vindertid i 1966 i mesterskabet, kan man klart se udviklingen travsporten. Vindertiden var på 35,5 i snorene over den 1600 meter lange distance! Men samme Jesper var en god hest, så god at Kaj Jørgensen solgte den til Sverige for et pænt beløb.

Den første ”rigtige” 4-års mester var Aksel Ipsen med Loraine The Great

I 1969 blev årgangsmesterskabet udelukkende kørt for de 4-årige, og vinder blev Aksel Ipsen med sit eget opdræt, den lille lysebrune hoppe Loraine The Great.

Undertegnede husker udmærket Aksel Ipsen fra Bygaden i Aakirkeby. Med sine karakteristiske markante øjenbryn, og i løbene kørte han ofte med lange træsulkyer.

67 år gammel måtte han stoppe med at køre travløb i 1976, sådan var reglerne dengang. Hans første hest var Ecoan, født hos slagtermester Ipsen i Østermarie. Den var efter Ipsens egen hingst, Ocean, der var den første bornholmskfødte travhest, født i 1949. Ecoan var mest til andenpladser for Aksel Ipsen, og blev kendt son ”den evige toer”.

Aksel Ipsen Loraine The Great

Arkiv Foto

Mange Mikkelsen triumfer i 4-års mesterskabet

Også i år er der chance for en Mikkelsen triumf i 4-års mesterskabet. Niels, Frank og John Mikkelsen har vundet dette løb mange gange.

Hvis jeg har talt rigtig har familien Mikkelsen vundet dette løb 16 gange, Første gang i 1980, hvor Niels Mikkelsen vandt med sin ynglingshest, Chico Klinteby.

En gennemgang af de 52 mesterskabsvindere viser, at kun fem 4-års mestre har forsat udviklingen og senere også har vundet Bornholmsmesterskabet.

Det er hestene Mai Safari, Sun Safari, Rollo Kroggård, Herguth Klinteby og senest i 1998, C. E. Mogensens opdræt Bobby Hallegård.

Ejerholdet bag dagens favorit, Team Il Chicco, får, sammen med de andre deltagendes heste ejere, nogle spændende minutter. Måske Team Il Chicco kan få endnu en sejr i dette årgangsmesterskab. I 2008 vandt staldens Mikko mesterskabet, også her var kusken John Mikkelsen. Også Stald Like har chancen for en ny 4-årsmester. I 2017 vandt staldens Jetset Onion (S), i år har Marvin Gaye (S) chancen.

Jetset Onion Med Kenn Christoffersen 25 Juli 2017 TKA_8719

Foto Torben Ager

Knud Jensen & Søns 4-års mesterskab afvikles som dagens 7. løb med forventet start klokken 21.15. Bemærk at dagens første løb først starter klokken 19.00, men der er to ponyløb henholdsvis klokken 18,10 og klokken 18,35. Desuden åbner Rookies Corner i Vinderhullet klokken 18. Der er banko i Vinderhullet kl. 17.

Af Kenn Erik Bech

Bornholmsbrand Travfotobornholm Rønne Revision.4

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder bornholmsbrandpark.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere