Bornholms Brand Park

Mobile navigation

Det blev en gyser i 1971 – Hitchcock vandt bornholmsmesterskabet

1971 Hitchcock hyldes for sit BM
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. januar 2019 10:00

Tidligere Bornholmsmestre (12):

Det blev en gyser i 1971 – Hitchcock vandt bornholmsmesterskabet

Overskriften med, at det blev en gyser, var måske mest for de trofaste bornholmske travspillere i totalisatoren. Vinderen af Bornholmsmesterskabet 1971 Hitchcock havde nemlig ikke gjort det store væsen af sig hidtil i sæsonen på grund af benproblemer, og vinderodds blev derfor pæne 9,08.

Kusken Harald Jensen, der nogle dage forinden havde fejret sin 60 års dag, tog dermed sit andet Bornholmsmesterskab, nu med sin og Stald Nina’s 9-årige vallak. Det var det første af adskillige bornholmsmesterskaber for Stald Nina, dengang med hotelejer Kjær fra Hotel Hammersø, og selvfølgelig med datteren Nina Kjær ved siden. Stald Nina havde to deltagere med i dette års udgave af BM. Foruden Hitchcock var det hesten Løjtnant Scott. Kusken var her Leo Bendtsen, der, ligesom Harald Jensen, kørte i Stald Ninas farver; Orange trøje med hvidt N på ryggen.

Hitchcock sejrede allerede som 2-årig og betegnede, da som en lovende hest af de københavnske travskribenter. Benproblemer fik den måske allerede som 3-årig, i hvert fald startede den slet ikke i 1965, dog kun for at vende tilbage til løbene med bravur i derbysæsonen. Her blev det til seks sejre i kun 13 starter. Det var immervæk ikke normalt med så få starter i pr. år - den gang. Men for træner Børge Grandahl blev det til en flot sæson i 1966 for hesten.  Fremme i 1968 blev det til ikke mindre end 40 starter, kun én sejr, men med en masse placeringer.

Hitchcock kom til Bornholm i 1969, og var en af favoritterne til BM samme år, men skuffede i løbet. Den gjorde dog det godt alligevel i løbene dette år og vandt syv sejre. Ligeledes blev 1970 også en god sæson på Bornholm for Hitchcock og Harald Jensen. De udtages, sammen med Hanover Lupi og Palle Dahl Pedersen, som Bornholms repræsentanter i datidens storløb Provinsmesterskabet. De to ekvipager tog den lange vej til travbanen i Skive.

Program BM 1971

Foto: Arkiv - Her er forsiden af BM-programmet 1971, og den domineres af en annonce for Hotel Fredensborg, hvor Melody Makers spiller og gøgler hver aften

Hitchcock var den stærkeste

Men tilbage til BM-løbet i 1971. Et efter datidens hårdt udgangstempo på løbet gav føring til den tidligere bornholmsmester Hanover Lupi, som strøg til front for Palle Dahl Pedersen foran Heros Burgundia, Hamlet, Mikkel R og avisernes forhåndsfavorit Glen Højager. Dette var hestene i den førende fem hestes gruppe. Hitchcock befandt sig i den bagerste gruppe. Ud på anden omgang var den senere vinder Hitchcock dog nu rykket op på anden-tredjepladsen sammen med Mikkel R, mens det stadig var Hanover Lupi og Palle Dahl Pedersen, der førte an.  

På fjerde omgang overtog Hitchcock og Harald Jensen føringen fra Hanover Lupi. Denne fejlede det hele bort på sidste omgang, hvilket bevirkede sammenkørsel med Hamlet hvis kusk, Carsten Jørgensen, endnu en gang måtte en forlade en sulky temmelig ublidt. Alligevel holdt han fast i tømmerne, men blev slæbt et stykke vej, inden Hamlet stoppede og en ømbenet Carsten kunne rejse sig op igen.

Resten af sidste omgang formede sig med en stadig større udbygning af føringen til Hitchcock og Harald Jensen, men om de næste pladser udspandt der sig en mere spændende kamp.

I nærmest femte spor kom Heros Burgundia og K. A. Falkenberg strygende ind på andenpladsen, mens kampen om tredjepladsen akkurat gik til Jupiter og Orla Mortensen foran Mikkel R/Carsten Andersson og Glen Højager/Jesper Holm. Sidste præmietager var Lepona Siegård/Arne M. Koefoed. Hitchcocks førstepræmie i BM var mere end fordoblet i forhold til året før, og var nu oppe på 1.500 kr.

Staldmanden

Denne skribents nabo Flemming Johansen, var en af de mange, der kom hos Harald Jensens Skæreri i Aakirkeby, og han blev også suget med indenfor dørene i travsporten. Flemming Johansen husker udmærket Hitchcock, og han står ved BM-vinderens hoved på fotoet i forbindelse med præmieoverrækkelsen efter sejren i 1971.

-         Hitchcock kunne godt være noget hidsig, ivrig og temperamentsfuld, men andre gange alligevel behagelig og fornuftigt, ja han kunne være begge dele. Men når vi var af sted til matcher på Amager og Lolland-Falster, og ofte skulle starte to gange, var han så meget ”oppe at køre”, at vi måtte gå rundt med ham efter, vi havde startet første gang. Ikke noget med at stille ham ind i en rolig boks, husker Flemming Johansen. Johansens første hest, som han arbejdede og trænede med, var Kornet Mondean, ganske skrap, når han var fra spids. Den store hest, banerekordholderen Enter Pride, var også en af dem Flemming Johansen trænede med som ung knægt hos Harald Jensen. Han ejede nogle heste sammen med Stald Nina, og nævner Ruder Astrup og Tax Chalmer.

Da Flemming Johansen selv fik licens havde han stor succes med Speed Bogø. De vandt sammen blandt andet trøstløbet til Bornholmsmesterskabet.

Farvel til Hitchcock

Hitchcock havde svage ben, og det var svært at holde den løbsklar. I 1972 startede den bare to gange, og så var hele karrieren slut.

Efter et besøg på Landbohøjskolen i København var det et faktum, der var ikke noget at gøre. Stald Nina og Harald Jensen fik i stedet en anden god hest, der blev dobbelt bornholmsmester, men det er en helt anden – og kommende – historie.

 1971 BM Program

Foto: Arkiv - Programsiden med 4. løb og de 10 deltagende ekvipager i BM-løbet 1971

Tre staldkammerater afgjorde

Dagens øvrige løb på BM-dagen i 1971 blev vundet af Nu Laomi/Niels Holm Hansen – Jan Hallegård/Verner Carlsen – Nelliken/Niels Mikkelsen – Loraine The Great/Aksel Ipsen og Esben Hald/Johs. Marcher. Og så vandt Nikodemus sin10. årssejr for sin faste kusk K. A. Falkenberg, mens sidste løb blev afgjort af en kamp mellem tre heste, der alle stod opstaldet på Hotel Ryttergården ved Rønne. Først over stregen var Jens Anker Pedersen, der vandt sin første sejr. Det skete med hesten Go Hallegård til stort vinderodds på 59,80. Derefter kom Elwyn Axworthy med Benny Kofoed og Livingstone med Kell Rothe.

Balladen mellem to kuske – og selvtægt

På samme side som referatet af BM 1971 berettede Dagbladet Bornholmeren om en ballade mellem to af de bornholmske travkuske. Det startede løbsdagen forinden, hvor den ene kusk havde kørt den anden ned, åbenbart helt bevidst, og det var sket efter vedkommende havde fremsat trusler.

Aviserne refererede om, at den ene kusk senere simpelthen gav den anden nogle piskeslag. Denne kusk udtalte så, at han ikke foreløbig ville starte sine heste på den bornholmske bane, og han havde klaget til DTC over episoderne. Travselskabets bestyrelse holdt ekstra møde om sagen, men det hele mundede ud i en kraftig fordømmelse af begge kuskes opførsel fra Bornholms Travselskab. Travselskabet nævnte dog, at i gentagelsestilfælde ville kuskene blive udelukket. Hvem de to kuske var, lader vi ligge i denne omgang.

I det hele taget var det koldt på toppen i den bornholmske travsport i de år. Og janteloven herskede.  Det havde flere af topkuskene som K. A. Falkenberg, Harald Jensen og Aage Munk bittert måttet erfare.

Falkenberg udtalte endda til pressen, at han overvejede at holde et års pause fra travsporten: ”Jeg har ellers et godt hestemateriale, men det er en kendsgerning, at der har været ualmindeligt meget uro og dårligt sammenhold kuskene imellem i år. Det er dog gået væsentlig bedre den sidste tid efter, at dommerne sendte en henstilling til kuskene om at opføre sig manerligt. Årsagen er dog ikke kun kuskene, men at dommerne ser alt for lidt af, hvad der sker i løbene. Der køres ukorrekt og ureglementeret, og der anvendes unfair metoder” – citat slut!

Harald Jensen

Foto: Arkiv - Lille indscannet avisfoto af Harald Jensen

Sæsonens bedste

Da sæsonen 1971 var forbi kunne konstateres, at K. A. Falkenberg blev kuskechampion med 21 sejre, 20 andenpladser og 33 placeringer i 116 starter. Nr. to blev Carsten Andersson med 16 sejre, mens Carsten Jørgensen var tredje med 15 sejre.

Hos hestene var det de to halvbrødre, Nikodemus og Mikkel R, der på præmiesiden havde vundet mest med henholdsvis 7.400 kr. og 5.900 kr. Også mht. antal sejre lå de forrest med 13 og 10 sejre efterfulgt af Glen Højager og Kiss Me Quick, begge med syv sejre, mens O K Kroggård og Hamlet tog seks sejre. Endelig var der fem sejre til hestene Heros Burgundia, Nu Laomi, Kør Simca, Navy Star og Kitter Song.

Af Kenn Erik Bech

Bornholmsbrand Danske Spil Logo Travfotobornholm Rønne Revision.4

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder bornholmsbrandpark.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere