Bornholms Brand Park

Mobile navigation

Luckycharm Hanover første avlshingst på Bornholm med rekord under 1.10.

Quid Pro Quo Foto Privat.jpg 2 (002)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. februar 2019 8:00

Foruden Quid Pro Quo kan Kurt M. Hansens hingstestation og stutteri i Olsker i 2019 tilbyde en ny hingst til sine kunder den 10-årige Andover Hall-søn, Luckycharm Hanover.

Men ellers bliver 2019 et rigtigt Quid Pro Quo-år på Bornholm. Ud af 25 bornholmske hopper, der kom på besøg hos Yankee Gilde-hingsten er de 22 hopper konstateret drægtige. Selv venter Kurt M. Hansen 9-10 afkom efter Quid Pro Quo.

-      Jeg er rigtigt glad for den opbakning, jeg har fået fra de bornholmske hoppeejere, siger Kurt M.Hansen, der fik sit ønske opfyldt med mindst 20 hopper til Quid Pro Quo i hingstens debutsæson.

Quid Pro Quo har allerede fået seks bookninger til den nye sæson. Senest er kommet Princess Amason fra Lise Henriksen og Kenn Christoffersen i Østerlars. Denne hoppe har tidligere født Dominator DT 11.8 og har næsten 400.000SEK i indtjening.

Sidste år lavede det svenske internetmedie sulkysport.se en liste over de højest vurderede avlshingste efter indførelse af det nye pointsystem.  Her optrådte Quid Pro Quo på en delt femteplads sammen med Raja Mirchi, The Bank og Habitat. Foran låkun Exploit Calf, Uncle Lasse, Maharajah og Brad De Veluwe.

Også den svenske avlskommission har vurderet Quid Pro Quo, og de har placeret den direkte i den bedste kategori. Kun otte ud af Sverige’s mere end 100 avlshingste er kommet i denne kategori

Quid Pro Quos løbskarriere

Karrieren for den 2009-fødte hingst endte med en rekord på 1,10,2 og en totalindtjening på 7,1 mio. sv. kr.
Quid Pro Quo, opdrættet på et af Sveriges fine stutterier, Menhammer, er søn af Express Ride-hoppen Hostage, der selv fik rekord 1,13,0. Quid Pro Quo slog allerede som tre-års den europæiske elite, da den vandt storløbet i Milano, Orsi Mangelli. Det største vinderbeløb Quid Pro Quo har vundet i sine i alt 17 sejre, skete i 2014, da den sammen med kusk Erik Adielsson slog bl. a. Oasis Bi, og vandt 1 mio. sv. kr. i Sundsvall Open Trot.

Quid Pro Quo beholder i 2019 introduktionsprisen fra 2018, hvilket vil sige: Booking 2.000 kr. + moms (inklusive 20 dages opstaldning af hoppe og eventuelt føl). Ved levende født føl: 11.000 kr. + moms. Quid Pro Quo står hos Kurt M. Hansen efter en 2-årig aftale, og derfor kan sæson 2019 måske blive den sidste sæson på Bornholm.

Andover Hall-sønnen Luckycharm Hanover ny avlshingst på Bornholm

Luckycharm Hanover, der ejes af succesfulde Stall Zet og træner Daniel Redén, er efter Andover Hall – Lady Luck Hanover v. Donerail og født i 2008. Den blev som åring solgt for 90.000 dollars.

Som 2-åring vandt den bl.a. en afdeling af International Stallion Stake på The Red Mile samt en afdeling i Pennsylvania Sire Stakes, mens han var nummer tre i Valley Victory Trot til Blue Porsche og Pastor Stephen. I alt startede Luckycharm Hanover 12 gange som 2-åring. Det blev til tre sejre, tre anden-pladser og fire tredje-pladser samt 247.657 dollars. Vinderrekorden blev 1.11.8.

Som 3-åring kvalificerede Luckycharm Hanover sig til finalen i Hambletonian Stake, vandt Consolation i The Colonial Trot og var nummer to til Pastor Stephen i Simcoe Stakes. I 15 starter blev det til 2 sejre, 1 anden- og 2 tredjepladser, 132.489 dollars og vinderrekord 1.10.7.

Luckycharm Hanover forsatte karrieren som 4 og 5-års i USA. Bedst gik det som 5-åring, hvor det blev til 12 starter og 4 sejre. Som vinder løb Luckycharm Hanover 1.09.8, men placeret var han nede på 1.09.6. Han bliver dermed den første avlshingst på Bornholm med rekord under 1.10.

Luckycharm Hanover I Sne På Bornholm Foto Privat (002) (1)

Foto: Luckycharm Hanover. Privat

Solgt til Sverige

I efteråret 2013 blev han solgt til Sverige for 60.000 dollars på Harrisburg-auktionen til Stall Zet. Hans bedste sæson hos Redén har været i 2016, hvor Luckycharm Hanover bl.a. besatte en tredjeplads i Grand Criterium de Vitesse på Cagnes sur Mer bag Timoko og Oasis Bi.

Luckycharm Hanover sluttede sin løbskarriere med totalt 82 starter, der er resulterede i 14 sejre, 9 anden 14 tredjepladser, en indtjening på 3.851.039 SEK.

Hans fader Andover Hall har i mange år været en af verdens førende avlshingste og er bl.a. fader til Donato Hanover, Nuncio, Creatine og Adrian Chip.

Moder til Luckycharm Hanover er Donerail-hoppen Lady Luck Hanover 1.13.7 – 6.712 dollars. Mormor til Luckycharm Hanover er den tidligere absolutte verdensrekordholder, Beat The Wheel.

Luckycharm Hanover har været fremstillet for den svenske avlskommission, og her opnåede den 73 points og vurderingen – høj avlsværdi. Bedækninngsprisen for Luckycharm Hanover er 2.000 kr. plus 9.000 kr.

Vises frem

-      Både Quid Pro Quo og Luckycharm Hanover får deres eget ærespræmieløb på Bornholms Brand Park en af de første løbsdage i den kommende sæson, oplyser Kurt M. Hansen. Og her vil de begge blive vist frem for sulky.
Alle de fem nye føl der kom i 2018 hos Kurt M. Hansen er efter Russel Hill (v. Conway Hall), hingsten, der efter nogle år på Bornholm lige nu er avlshingst i Belgien. De fem Russel Hill-afkom fra 2018 er Give Me Love (Remind La Marc), Great Russell (Onceinalifetime), Granat Sus (Rubin Sus), Go Behind Me (S) (Kryddersilden) og Goodrik (Matilde Pil).

Af Kenn Erik Bech

Bornholmsbrand Danske Spil Logo Travfotobornholm Rønne Revision.4

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder bornholmsbrandpark.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere