Bornholms Brand Park

Mobile navigation

Deltagerne i Rønne Revision Bornholmsmesterskab 2019

Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. august 2019 13:00

Af Kenn Erik Bech Foto: Torben Ager

Alt er – næsten – som det plejer forud for Bornholmsmesterskabet i trav, der køres på søndag for 60. gang. Spændende sport og spil, mange tilskuere i tæt atmosfære, og hvor der heppes på de forskellige deltagende heste og kuske. Rønne Revisions Bornholmsmesterskab 2019 tegner spændende.

Der er favoritterne, outsiderne og de mindre betroede. Men fælles for alle 10 deltagende ekvipager er, at de alle meget gerne vil vinde Bornholms mest prestigeprægede travløb.

De 10 deltagende heste er:

Nr. 1. Wega Vang – kusk: Lars-Erik Kaas – ejer: Cathie Westh - Staldmand: Søren Mortensen. Denne smukke stilrene sorte vallak, født i Nordjylland, var en af årets bedste heste i 2018. Især på grund af sin hurtighed i startmomentet vandt den seks sejre i sidste år. I år er det endnu ikke blevet til sejr, men hvis det hele flasker sig, kan den godt være med på målstregen blandt de forreste, og måske give Lars-Erik Kaas sin første BM-sejr, hvilket også gælder hestens daglige træner Søren Mortensen. Kusken Lars-Erik Kaas debuterede sidste år i BM-sammenhæng med en flot 4. plads.

Nr. 2. Armani V P – kusk: Søren Kjøller Jensen - ejer: Stald Stenshøj – Staldmand: Stig B. Rasmussen. Armani V P er for nylig kommet til Bornholm, og trænes til daglig af Stig B. Rasmussen. Hesten var helt på toppen som yngre, og vandt 4-års Grand Circle Championat i 2016 med en rekordførstepræmie på 183.000 kr. Siden har den arbejdet ihærdigt i løbene, men trods godt startspor og en god kusk, vil det betegnes som en overraskelse, hvis ekvipagen kommer først over målstregen.

Nr. 3. Solon – kusk: Kenneth Nielsen – ejer: Stald Evigglad - Staldmand: Majbritt Holmegård Jensen. Denne delvis bornholmsk afstammede 10-årige hingst har gjort det fantastisk i de to sæsoner, den har opholdt sig på Bornholm. Til dagligt trænes Solon af Niels K. Hansen, og har totalt i karrieren i 100 starter vundet 21 sejre heriblandt bornholmsmesterskabet 2018 samt sejret i dens fire sidste starter. Den bliver utvivlsomt klar favorit i totalisatoren, men trods perfekt startspor skal der arbejdes hårdt for endnu en BM-sejr med ekspreskatapultstarterne nr. 1 Wega Vang og nr. 4 Fernandinho BO også i første række!

Nr. 4. Fernandinho B R – kusk: Jan Dahlgaard – ejer: Thomas & Tilde Kaas - Staldmand: Thomas Kaas. Denne norskfødte hest er også et nyindkøb til Bornholm i år, og den genforenes her med sin tidligere træner fra Skive Travbane, Jan Dahlgaard, der for nogle år siden vandt Dansk Trav Derby. Hesten har vist stor starthurtighed, og vandt allerede i sin debutstart her på øen. Med startplads i første række afhænger meget af hvilket taktisk oplæg Jan Dahlgaard vælger.

Nr. 5. Kafka D – kusk: Susanne Munk – ejer: Susanne Munk & Winnie Jensen - Staldmand: Michael Larsen. En måske lidt uventet ekvipage som deltager i årets udgave af BM. Den tyskfødte hest er kommet til Bornholm i år, og trods gode resultater ind imellem er den endnu uden sejr på Bornholms Brand Park. Det vil være overraskende hvis sejren kommer i dette løb.

Nr. 6. Fortune Boko – kusk: Kim Hjort – ejer: Stald A B - Staldmand: Svend Aage Hjorth. Denne hest kom til Bornholm i 2018 købt af Bent Andersen i Klemensker. Hesten, der oprindelig er svenskfødt, har været rundt og startet i både i Frankrig, Holland og Sverige for i 2017 at blive solgt til Danmark. Én sejr er det hidtil blevet til på Bornholm, men den har gang på gang vist stærke præstationer på sidste omgang i hårdest mulig konkurrence her på øen og efter en langsom start. Måske den positivt kan udnytte sit startspor, hvor Fortune Bolo har ryg den starthurtige nr. 1 Wega Wang. Så en yderst kompetent BM-kandidat, og kusken Kim Hjort er i hopla og har i år vundet det ene storløb efter det andet her på øen. Kim Hjort har som bedst i BM-løbene fået to tredjepladser.

Nr. 7. Any Given Monday – kusk: Frank Mikkelsen – ejer: Stald Bornholm Nu - Staldmand: Camilla Nielsen. Denne stabile canadiskfødte vallak gør det bare godt hver gang. Den har altid været starthurtig, og er de seneste par år også blevet bedre til at klare de lange distancer. Any Given Monday havde været glad for et startspor i første række. Alligevel skal den i et for den optimalt løb regnes som en kapabel udfordrer til BM-titlen. Frank Mikkelsen har tidligere vundet BM-løbet fem gange.

Nr. 8. Streetwise – kusk: Simone Mikkelsen – ejer: Tina Thomsen - Staldmand: Bente Finne. Denne 11-årige sorte vallak er også født i Sverige, men har i snart en del år befundet sig på Bornholm. Den har i år genfundet noget af fordums storhed, og er i god form netop nu. Desuden er den en ynder af de lange distancer, og har på søndag fået en ung frisk kusk i form af Simone Mikkelsen, der her skal køre sin mors hest, mens det er far Frank Mikkelsen, der er daglig træner.

Nr. 9. Picasso Jetset – kusk: Stefan Lind-Holm – ejer: Tine Frost Nielsen - Staldmand: Tine Frost Nielsen. Feltets ældste hest, denne 12-årige tapre kriger har hidtil i sin karriere har vundet flotte 30 sejre. Den hører ikke til favoritskaren her over den lange distance og med svært startspor. Den tidligere store BM-triumfator, Stefan ”Skipper” Lind-Holm har hele 11 BM-sejre, skal nærmest trylle her.  

Nr. 10. Playboy Face – kusk: Mads Petersen – ejer: Winnie Jensen og Michael Kaas Hansen - Staldmand: Winnie Jensen. Løbets store spørgsmålstegn. Kvaliteten er høj hos den næsten sorte svenskfødte vallak, men hesten har kun startet en enkelt gang på den bornholmske travbane, og med galop til følge. Her har den yderigere fået det værst tænkelige startspor. Men undgår den galop denne gang, og med de gode resultater den har vist på de andre baner, virker den som en seriøs bejler til mesterskabstitlen, hvis det hele flasker sig for den vedrørende løbets afvikling. Kusken Mads Petersen har i BM-løbene placeret sig som bedst med fire 3. pladser.

Bornholmsbrand Danske Spil Logo Travfotobornholm Rønne Revision.4

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder bornholmsbrandpark.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere