Bornholms Brand Park

Mobile navigation

Rønne Revision ny sponsor for årets Bornholmsmesterskab

Charlotte Ivan Qvist Og Dan Andersen Roenne Revision
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
31. januar 2018 9:45

Årets travmesterskab køres i år søndag 19. august på Bornholms Brand Park, og nu med Rønne Revision som ny sponsor for løbet.

-  Vi har haft et godt samarbejde i mange år med Bornholms Travselskab og Bornholms Brand Park, og denne gang har vi fået lyst til at være sponsor for sæsonens største travløb, Bornholmsmesterskabet, oplyser Ivan Qvist fra Rønne Revision.

-  Vi støtter jo generelt mange lokale ting her på øen, og vi synes, at der generelt sker en god eksponering af travløbene i Almindingen, og specielt også den store mesterskabsdag, forsætter Ivan Qvist.

Rønne Revision er placeret i Rønne centrum, og firmaets kunder er et bredt udsnit af det bornholmske erhvervsliv, forskellige interesseorganisationer, fonde og andre. Firmaets naturlige marked er Bornholm, men der betjenes også kunder rundt i hele landet.

-  Vi har et bredt kendskab til alle brancher og er vant til at betjene kunder i alle størrelser. Hos os er alle kunder lige vigtige, fastslår Ivan Qvist.

Personerne bag Rønne Revision I/S er Tonny Kofoed, Anders Kofoed, Dan Andersen, Ivan Qvist og Ole Bonderup. Virksomheden beskæftiger i alt 28 personer, hvoraf en er statsautoriseret revisor og 10 er registrerede revisorer og medlemmer af FSR - danske revisorer.

Proportioner til årets BM

Løbet er som sædvanlige udskrevet for 3-årige og ældre heste, distance, 2440 meter autostart og med en samlet præmiesum på 50.000 kr. samt ærespræmie til vinderens ejer, træner, kusk og staldmand, sejrdækken og laurbærkrans.

Indskud er nedsat til 200 kr. ved anmeldelse, der skal ske senest den 1. juni. Der er dog mulighed for efteranmeldelse frem til 19. juli mod indskud på 1.000 kr.
Der køres udtagelsesløb onsdag den 8. august, såfremt der anmeldes min. 16 heste til start. Køres der to udtagelsesløb forpligter de fire bedste placerede fra hvert løb sig til finalen og ved tre udtagelsesløb forpligter de tre bedste sig fra hvert løb. Der udpeges to wildcards ved to udtagelsesløb og et ved tre udtagelsesløb af Bornholms Travselskab.

Den hurtigste kan selv vælge startspor

Vedrørende startspor: Den hurtigste udtagelsesløbsvinder vælger spor først, herefter næsthurtigste vinder, herefter hurtigste anden hest etc…  Wildcards vælger spor sidst efter lodtrækning.

Såfremt der slet ikke køres udtagelsesløb er der pointberegning: tirsdag 7. august, afmeldelse skal ske før lodtrækning. Der er lodtrækning om startplads onsdag 8. august. Hesten med flest point trækker lod først etc. Hestene udtages efter Dansk Travsports Centralforbunds regler for større løb. Den fulde ordlyd af proportionerne kan læse her på hjemmesiden.

 

Af Kenn Erik Bech  Foto Thea Kragskov

 

Bornholmsbrand Danske Spil Logo Travfotobornholm Rønne Revision.4