Vedtægter
§ 1 - Navn og hjemsted
Foreningen Bornholms Travselskab, der har hjemsted i Bornholms Regionskommune, er stiftet den 19. juni 1960.
§ 2 - Formål
Bornholms Travselskabs formål er at udbrede interessen for travsport og give rammer (bane, staldanlæg, restauration/cafeteria, administration m.v.) for afholdelse af regelmæssige travløb med totalisator, for herigennem ligeledes at skaffe økonomisk basis for opdrættergerningen, travhesteavlen og travsporten på Bornholm i sin helhed.
§ 3 - Medlemskab
Som medlem af Bornholms Travselskab kan bestyrelsen optage hesteejere og andre interesserede, der er fyldt 18 år.
§ 4 - Indmeldelse
Ansøgning om optagelse som medlem skal - vedlagt optagelsesgebyr - ske skrifteligt til bestyrelsen inden 1. december gældende fra og med det kommende kalenderår. Medlemmer hæfter alene overfor foreningen med optagelsesgebyret.
§ 5 - Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skrifteligt til bestyrelsen inden 1. december gældende fra og med det kommende kalenderår.
§ 6 - Optagelsesgebyr og kontigent
Optagelsesgebyr og kontigent fastsættes på den ordinære generalforsamling. Kontingentets indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
§ 7 - Restance
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Ved manglende betaling fremsendes rykkerskrivelse. Såfremt kontingentet ikke betales herefter, skal medlemmet skrifteligt meddeles, at det er slettet af selskabets medlemsliste. Nyoptagelse kan efter ansøgning da kun ske mod betaling af restancen og nyt optagelsesgebyr.
§ 8 - Eksklusion
Et medlem kan ekskluderes, såfremt vedkommendes opførsel strider mod foreningens vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter.
I sager om eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. Medlemmet har krav på, at sagen kan prøves på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særlig punkt. En generalforsamlings omstødelse af en eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.
§ 9 - Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed i alle anliggender.
Ordinær generalforsamling afholdes een gang årligt inden udgangen af marts måned. Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Der kan kun stemme ved personligt fremmøde.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med skriflig meddelelse direkte til medlemmerne, med angivelse af dagsorden.
Det reviderede regnskab samt eventuelle indkomne forslag udsendes til alle medlemmer senest 3 dage før generalforsamlingen.
Forslag som ønskes behandles på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skrifteligt til bestyrelsen senest 1. december.
En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygig uanset de fremmødtes antal.
§ 10 - Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent, referent og stemmetællere
- Betyrelsens beretning
- Forelæggelse af det reviderede regnskab
- Fastsættelse af optagelsesgebyr og kontigent
- Forelæggelse af bestyrelsens budgetforsalg for det kommende år
- Behandling af indkomne forslag
- Valg til bestyrelse for 2 år (2 medlemmer i ulige år og 3 medlemmer i lige år)
- Valg af 1 suppleant til bestyrelsen for 1 år
- Valg af revisorer for 2 år
- Valg af 1 revisorsuppleant for 1 år
- Eventuelt.
§ 11 - Generalforsamlingens ledelse mv.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om selskabets opløsning kvalificeret majoritet - jvf. § 17 og § 18.
Fraværende medlemmer kan vælges, når der skrifteligt foreligger tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til den foreslåede post. Afstemning skal foretages skrifteligt efter evt. anmodning herom.
Der føres en protokol over generalforsamlingens beslutninger. Protokollen godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 12 - Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en tredjedel af selskabets medlemmer over bestyrelsen skriftligt fremsætter ønsker herom. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår mødet ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 13 - Bestyrelse - Valg
Bestyrelsen er selskabets daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold, og udpeger/ansætter udenfor bestyrelsen en driftsleder.
Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer og vælges på den ordinære generalforsamling. Funktionstiden er 2 år, således at der efter tur i ulige år afgår 2 medlemmer og i lige år afgår 3 medlemmer.
Såfremt hesteejerforeningens bestyrelse ikke er repræsenteret i travselskabets bestyrelse, tiltræder et medlem fra hesteejerforeningens bestyrelse som overtalligt medlem i travselskabets bestyrelse med fuld stemmeret. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Suppleant til bestyrelsen vælges hvert år.
§ 14 - Tegningsret
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdyttig når mindst 4 af dens medlemmer er til stede.
Over bestyrelsens forhandlinger føres referat.
Foreningen tegnes primært af formanden.
Foreningens daglige drift varetages af driftslederen, der tegner selskabet omkring den ordinære drift. Ved økonomiske dispositioner over 25.000 kr. kræves dog underskrift tillige af kasserer eller formand.
Bestyrelsen afslutter de for selskabet nødvendige kontrakter. Længerevarende forpligtelser på over 200.000 kr. skal godkendes af generalforsamlingen. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.
§ 15 - Regnskab
Selskabets regnskabsår er kalenderåret. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendels og skal være forsynet med revisorernes påtegning og underskrift.
Driftsregnskab og status udsendes til foreningens medlemmer senest 2 dage før den ordinære generalforsamling.
§ 16 - Revision
Revisionen består af 2 personer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år, og afgår skiftevis hvert år.
Revisorsuppleant vælges hvert år for et år ad gangen.
Revisionen skal hvert år gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede.
Revisionsformen er regnskabsmæssig (talmæssig) revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.
Revisionen har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 17 - Vedtægtsændringer
Forandring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 18 - Selskabets opløsning
Bornholms Travselskab kan kun opløses, når 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger bestemmer dette, ved første kræves 2/3 flertal af stemmerne herfor, ved den anden almindelig stemmeflertal.
I tilfælde af opløsning har foreningens medlemmer ikke krav på at få udbetalt en andel af selskabets formue. Selskabets eventuelle midler efter opløsning fordeles efter formålsparagraffen.
Senest revideret og godkendt på generalforsamlingen den 22. februar 2002.
Underskrevet af den nuværende bestyrelse den 4. maj 2004.
Jan Dahl
Formand
Niels Kristian Hansen
Næstformand
Finn Mahler-Jørgensen
Kasserer
Stefan Paludan Larsen
Charlotte Berg
Filip Dahl Pedersen
Hesteejerforeningen




















