Forslået Henriette Jensen jagter ubesejret status med Hector Brogård

Er fjerde gang også lykkens gang? Bornholmsmesteren Hector Brogård jagter på tirsdag billet til titelforsvaret, og det foregår med Henriette Jensen, til højre for hesten, i sulkyen.
- Skipper (Stefan Lind-Holm - red.) er udelukket de to næste løbsdage for en drivnings-forseelse, fortæller Henriette Jensen, som hidtil ikke har forladt banen som taber med Hector Brogård.
- Vi har tre sejre sammen, siger Henriette Jensen. De tre sejre er fordelt med en i 2008, en i 2009 og en i indeværende sæson.
- Jeg håber at være fit for fight på tirsdag, siger Henritete Jensen dagen derpå efter det styrt hun var involveret i sammen med Michael Skovmose.
- Det blev forkert i starten. Vi var flere som ikke sluttede op. Pludselig vælter Michaels hest ind i min vogn og så lå vi der begge to, siger Henriette Jensen. Det kunne være endt meget galt, men der skete heldigvis ingen brud på hverken heste eller kuske.
- Michael blev kørt på hospitalet, men kom hjem igen, fortsætter Henriette Jensen. Han ligger på langs derhjemme nu, men er ved godt humør. Jeg har selv ondt i kroppen og kan kun bruge tre fingre på den ene hånd, men ellers går det godt, siger en trods alt smilende Henriette Jensen.

- Jeg må måske droppe den Marathon, som jeg er i færd med at gennemføre. Lidt surt, men alt i alt er vi sluppet billigt, fortæller Henriette Jensen.
- Stor ros til officials på banen. De var der med det samme efter uheldet. Det er betryggende, konstarerer Henriette Jensen.
Den dygtige amatørkusk kørte ikke med sikkerhedsvest. Den benytter jeg heller ikke i montéløbene, fortæller Henriette Jensen. Jeg har en sikkerhedsvest derhjemme, men jeg bryder mig ikke om at have den på.
Det er langtfra sikkert styrtet får Henriette Jensen til at køre med sikkerhedsvest på tirsdag.
- Helt ærligt har jeg ikke tænkt på det, før vi to taler sammen, fortæller Henriette Jensen.
Jackpot på tirsdag

Banens daglige leder Charlotte Berg fik et noget bedre exit fra løbene end Henriette Jensen og Michael Skovmose. Totalomsætningen nåede over 400.000 kroner, og banespillet rundede 200.000, og ikke nok med det.
Charlotte Berg kan på tirsdag byde velkommen til en jackpot på Bornholm. En jackpot i Triospillet i sidste løb. 9.008 kroner lægges oven i gevinstpuljen, eftersom ingen havde løst kombinationen i Triospillets sidste løb i aftes.
Der blæser i den grad en herlig medvind for tiden på Bornholms Brand Park, og det er ikke mindst den daglige leders fortjeneste.
- Charlotte er her, der og alle vegne, konstaterer veteranen Aage Munk.





















